Vandsektorloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af vandsektorloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (vandsektorloven)

Lov nr. 469 af 12. juni 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1693 af 16. august 2021,
som ændret ved lov nr. 132 af 16. februar 2016

Kapitel 1 1 Formål og anvendelsesområde
§ 1

Loven skal medvirke til, at vand- og spildevandsforsyningen drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne, giver lavest mulige, stabile priser for forbrugerne og samtidig understøtter innovativ udvikling og demonstration og eksport af vandteknologiløsninger. Loven skal endvidere medvirke til at sikre og udvikle en vand- og spildevandsforsyning af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerheden, klimaet og naturen.

§ 2

Loven omfatter vandselskaber, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst ti ejendomme, og som falder ind under en af følgende kategorier:

  • 1) Vandselskaber, som helt eller delvis, direkte eller indirekte er eller efter den 1. januar 2010 har været ejet af en kommune.

  • 2) Vandselskaber, som ikke er omfattet af nr. 1, og som i 2 på hinanden følgende år har haft en årlig debiteret vandmængde på mindst 800.000 m3.

  • 3) Vandselskaber, som ikke er omfattet af nr. 1 eller 2, og som i 2 på hinanden følgende år har haft en årlig debiteret vandmængde på mindst 200.000 m3.

Stk. 2 Et vandselskab er omfattet af stk. 1, hvis det enkeltvis eller sammen med andre vandselskaber af samme forsyningsart, som helt eller delvis, direkte eller indirekte har samme ejerkreds, overskrider de i stk. 1 angivne grænser.

Stk. 3 Et vandselskab er omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3, fra tidspunktet for fusion, hvis et eller flere af de fusionerende selskaber var omfattet af loven før fusionen.

Stk. 4 Loven gælder for serviceselskaber, jf. § 19, stk. 2.

Stk. 5 § 2, stk. 6, § 3 a, stk. 2§ 4, stk. 4, § 5, stk. 3, §§ 10, 12 a-12 f og 21 og kapitel 8 finder endvidere anvendelse på andre vandselskaber, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1.

Stk. 6 Et vandselskab skal skriftligt anmelde det til Forsyningssekretariatet, når

  • 1) vandselskabet opfylder betingelserne for at være omfattet af stk. 1,

  • 2) vandselskabet i et kalenderår overskrider grænsen i stk. 1, nr. 2 eller 3, eller

  • 3) vandselskabet hidtil har været omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3, og får helt eller delvis, direkte eller indirekte kommunalt ejerskab, jf. stk. 1, nr. 1.

Stk. 7 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om vandselskabers anmeldelse efter stk. 6 og om Forsyningssekretariatets pligt til at registrere anmeldte vandselskaber, herunder om fristen for anmeldelse.

Stk. 8 I loven forstås ved følgende begreber:

  • 1) Vandselskab: Et selskab, herunder et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i den kommunale styrelseslov, en selvejende institution, en forening el.lign., der udøver vand- eller spildevandsforsyningsaktiviteter mod betaling.

  • 2) Forsyningsart: Vandforsyning eller spildevandsforsyning.

  • 3) Vandforsyningsaktivitet: Indvinding, behandling, transport eller levering af drikkevand mod betaling.

  • 4) Spildevandsforsyningsaktivitet: Transport, behandling eller afledning af spildevand mod betaling.

  • 5) Forbrugerejet vandselskab: Et vandselskab, der udelukkende er direkte eller indirekte ejet af de tilknyttede forbrugere med tinglyst adkomst til fast ejendom i vandselskabets forsyningsområde.

§ 3

Forsyningssekretariatet undtager efter ansøgning et vandselskab fra bestemmelserne i kapitel 2 om benchmarking, kapitel 3 om indtægtsrammer m.v. og § 10 om betaling til Forsyningssekretariatet, såfremt ansøgeren er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2 eller 3, og dokumenterer, at de af ansøgeren helt eller delvis, direkte eller indirekte ejede vandselskaber i de seneste 3 på hinanden følgende år har haft en debiteret vandmængde på mindre end 200.000 m3 årligt.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på vandselskaber omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, som på ansøgningstidspunktet ikke længere helt eller delvis, direkte eller indirekte er ejet af en kommune.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om kravene til dokumentation for opfyldelse af kravet om undtagelse efter stk. 1 og 2.

§ 3a

Forsyningssekretariatet undtager efter ansøgning et forbrugerejet vandselskab omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3, fra bestemmelserne i § 4 om benchmarking, § 6 a om regnskabsmæssige kontrolrammer og § 10 om betaling til Forsyningssekretariatet, hvis vandselskabets forbrugere har besluttet at anmode om udtræden af den økonomiske regulering og dokumenterer, at betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 3. Beslutning træffes efter de regler, som gælder for ændring af vandselskabets vedtægter.

Stk. 2 Et vandselskab, som udelukkende er ejet af flere forbrugerejede vandselskaber i fællesskab, kan anmode om udtræden af den økonomiske regulering, jf. stk. 1, hvis de forbrugerejede vandselskaber, som ejer vandselskabet i fællesskab, beslutter at anmode om udtræden efter de regler, som gælder for ændring af det fællesejede vandselskabs vedtægter. En beslutning om, at et forbrugerejet vandselskab støtter et forslag om at anmode om, at det fællesejede vandselskab udtræder, skal vedtages efter de regler, som gælder for ændring af det enkelte vandselskabs vedtægter.

Stk. 3 Senest 14 dage før afholdelse af afstemning om et forslag om udtræden, jf. stk. 1 og 2, skal vandselskabets bestyrelse oplyse forbrugerne om, hvilken betydning det har for vandselskabet at udtræde af den økonomiske regulering, om vandselskabets nuværende økonomi og om de forventede økonomiske og administrative konsekvenser af udtræden.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder også anvendelse på vandselskaber omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, som på ansøgningstidspunktet ikke længere er helt eller delvis, direkte eller indirekte ejet af en kommune.

Stk. 5 Stk. 1-3 finder også anvendelse på vandselskaber omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, som på ansøgningstidspunktet har haft en årlig debiteret vandmængde på mindre end 800.000 m3 i 2 på hinanden følgende år.

Stk. 6 Et vandselskab, der er udtrådt af den økonomiske regulering, kan beslutte at genindtræde i den økonomiske regulering. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for en beslutning om genindtræden.

Stk. 7 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om grundlaget for en beslutning om udtræden af den økonomiske regulering, jf. stk. 3, og frister for meddelelse til Forsyningssekretariatet af beslutning om udtræden og genindtræden. Ministeren kan endvidere efter forhandling med erhvervsministeren bemyndige Forsyningssekretariatet til at fastsætte sådanne regler.

§ 3b

Forsyningssekretariatet træffer afgørelse om undtagelse og genindtræden, jf. §§ 3 og 3 a, efter modtagelse af den fornødne dokumentation for opfyldelse af kravene herfor. Undtagelse og genindtræden har virkning fra førstkommende hele kalenderår efter afgørelsen.

§ 3c

Et udtrådt vandselskab, jf. § 3 a, der på grund af ændringer i ejerforholdene ikke længere opfylder betingelserne for at være forbrugerejet, jf. § 2, stk. 8, nr. 5, skal straks anmelde dette til Forsyningssekretariatet.

§ 3d

Et vandselskab omfattes af den økonomiske regulering med virkning fra førstkommende hele kalenderår, efter at vandselskabet opfylder betingelserne for at være omfattet af § 2, stk. 1.

Stk. 2 Et vandselskab, som er undtaget fra den økonomiske regulering, jf. § 3, omfattes af den økonomiske regulering med virkning fra førstkommende hele kalenderår, efter at

  • 1) vandselskabet er blevet helt eller delvis, direkte eller indirekte ejet af en kommune, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, eller

  • 2) vandselskabet i 2 på hinanden følgende år har haft en debiteret vandmængde på mindst 200.000 m3, jf. § 2, stk. 1, nr. 2 og 3.

Stk. 3 Et vandselskab, som er udtrådt af den økonomiske regulering, jf. § 3 a, omfattes af den økonomiske regulering med virkning fra førstkommende hele kalenderår, efter at

  • 1) betingelserne for at være forbrugerejet, jf. § 2, stk. 8, nr. 5, ikke længere er opfyldt eller

  • 2) vandselskabet i 2 på hinanden følgende år har haft en årlig debiteret vandmængde på mindst 800.000 m3, jf. § 2, stk. 1, nr. 2.