Vandforsyningsloven § 39

Denne konsoliderede version af vandforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vandforsyning m.v.

Lov nr. 299 af 08. juni 1978,
jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 10. maj 2022,
som ændret ved lov nr. 900 af 21. juni 2022

§ 39

Staten og kommunerne kan på fremmed grund lade foretage alle opmålinger, nivellementer, pejlinger og andre tekniske forarbejder og undersøgelser, som er nødvendige for udarbejdelsen af planer for vandforsyningsanlæg eller for beskyttelsen af vandet mod forurening. Bestemmelsen omfatter dog ikke boring efter vand.

Stk. 2 Samme ret tilkommer efter fornøden sikkerhedsstillelse og efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen almene vandforsyninger.

Stk. 3 Mindst to uger forud skal der gives skriftlig meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere af de lokale blade.

Stk. 4 De skader og ulemper, der forvoldes ved foranstaltningerne, skal erstattes, eventuelt i forbindelse med en efterfølgende ekspropriation. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne.