Vandforsyningsloven Kapitel 13

Denne konsoliderede version af vandforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vandforsyning m.v.

Lov nr. 299 af 08. juni 1978,
jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 10. maj 2022,
som ændret ved lov nr. 900 af 21. juni 2022

Kapitel 13 Klage
§ 75

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven, jf. dog stk. 2, og miljøministerens afgørelser efter § 29, stk. 2 og 4, § 32, § 37 og § 38, jf. § 40, stk. 2, og i konkrete sager efter kapitel 8 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 10, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Stk. 2 Afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Stk. 3 Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.

Stk. 4 Når myndigheden videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.

Stk. 5 Myndigheden skal straks underrette Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.

Stk. 6 Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.

Stk. 7 Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 3, 4. og 5. pkt., og stk. 4 ikke anvendelse.

§ 76

Følgende afgørelser kan dog ikke indbringes for højere administrativ myndighed:

  • 1) Kommunalbestyrelsernes afgørelser efter kapitel 3.

  • 2) Fastsættelse af leveringsvilkår efter § 29 og § 45, stk. 2.

  • 3) Afgørelser om sløjfning af vandforsyningsanlæg efter § 36.

  • 4) Kommunalbestyrelsernes afgørelser efter kapitel 9, bortset fra kommunalbestyrelsernes afgørelser efter § 55, stk. 2.

§ 77

Klagefristen er fire uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. I tilfælde, hvor offentlig annoncering har fundet sted, regnes klagefristen fra offentliggørelsen, uanset tidspunktet for eventuel individuel underretning, jf. § 72.

§ 78

En klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud, indtil Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse foreligger, eller Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 2 Den myndighed, der træffer afgørelse om påbud eller forbud, kan dog, når særlige grunde taler herfor, samtidig med påbuddet eller forbuddet bestemme, at dette skal efterkommes uanset klage. Uanset om denne beslutning påklages, skal påbuddet eller forbuddet efterkommes, indtil Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 3 Såfremt udnyttelsen af en tilladelse forudsætter udførelse af bygge- og anlægsarbejder, må sådanne arbejder ikke påbegyndes før klagefristens udløb. Hvis tilladelsen er påklaget før klagefristens udløb, må bygge- og anlægsarbejder ikke påbegyndes, før Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse foreligger, jf. dog stk. 4 og 5. Den myndighed, som har truffet afgørelsen, skal straks give den, der har fået tilladelsen, underretning om, at afgørelsen er påklaget.

Stk. 4 Uanset bestemmelsen i stk. 3 kan Miljø- og Fødevareklagenævnet under behandlingen af en klagesag, når særlige omstændigheder taler herfor, og såfremt det i øvrigt skønnes ubetænkeligt, på begæring meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 5 Miljøministeren kan fastsætte regler om, at stk. 3 og 4 ikke finder anvendelse på visse arter af bygge- og anlægsarbejder. Bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning Bekendtgørelse om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land

Stk. 6 Bestemmelserne i stk. 4 og 5 indebærer ingen begrænsning i Miljø- og Fødevareklagenævnets adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse.

Stk. 7 Klage over afgørelser efter § 65, stk. 5, og § 67, stk. 3, har opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.

§ 79

(Ophævet)

§ 80

Kommunalbestyrelsens og miljøministerens afgørelser kan påklages af

  • 1) afgørelsens adressat og

  • 2) enhver, der må antages at have individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

Stk. 2 Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Forbrugerrådet Tænk kan påklage afgørelser efter § 20 om tilladelse til vandindvinding, afgørelser efter § 21 om tilladelse til vandindvindingsanlæg og afgørelser efter § 32 om tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Vandindvindingstilladelser omfattet af § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, er undtaget fra klageadgangen i stk. 2. Det samme gælder tilladelser efter § 21, der vedrører vandindvindingstilladelser efter § 20, stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 4 Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som deres hovedformål, kan påklage afgørelser efter § 67, hvis påbuddet er meddelt med henblik på kommunalbestyrelsens afgørelse af, om der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, samt afgørelser efter § 68 e og § 68 h.

Stk. 5 Miljø- og Fødevareklagenævnet kan til efterprøvelse af klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen, jf. stk. 4, fremsender vedtægterne.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan påklage miljøministerens afgørelser.

§ 81

Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen eller beslutningen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen dog fra bekendtgørelsestidspunktet.

Stk. 2 Spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne, kan ikke indbringes for domstolene, før overtaksationskommissionens afgørelse foreligger.

§§ 82-83

(Ophævet)