Vandforsyningsloven Kapitel 11 b

Denne konsoliderede version af vandforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vandforsyning m.v.

Lov nr. 299 af 08. juni 1978,
jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 10. maj 2022,
som ændret ved lov nr. 900 af 21. juni 2022

Kapitel 11 b Meddelelse om boringers beliggenhed m.v.
§ 69

Den, der forestår udførelsen af en boring efter vand, skal inden 3 måneder efter udførelsen af boringen til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland indsende meddelelse om boringens beliggenhed og dens indretning i hovedtræk, de forefundne jordlag, vandstanden, kopi af fysisk/kemiske og mikrobiologiske undersøgelsesresultater og resultatet af afholdte prøvepumpninger samt prøver af de gennemborede jordlag.

Stk. 2 Miljøministeren kan give regler for udførelse af boringer, herunder hvorledes undersøgelser og prøveudtagning efter stk. 1 skal foretages. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at oplysninger som nævnt i stk. 1 skal indberettes i en nærmere bestemt form. Bekendtgørelse om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land

Stk. 3 Den, der erhvervsmæssigt udfører en grundvandsundersøgelse og udarbejder en redegørelse om undersøgelsen, skal inden tre måneder efter afgivelsen af redegørelsen indsende et eksemplar med tilhørende bilag til den pågældende kommunalbestyrelse og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Stk. 4 Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der skal ske indberetning af data, som ved grundvandsundersøgelser, jf. stk. 3, er opsamlet på elektronisk form, herunder regler om form og frister for indberetningen.

§ 69a

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at vandforsyningerne skal give meddelelse, hvis en indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om årsagen hertil. Bekendtgørelse om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land Drikkevandsbekendtgørelsen

§ 70

Miljøministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelsen skal føre register over de indvindingstilladelser, som er meddelt inden for kommunen af en landvæsensret, et amtsråd eller kommunalbestyrelsen. Bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning

§ 71

Enhver, der har retlig interesse heri, har adgang til at gøre sig bekendt med de undersøgelser og målinger, som er udført af vandforsyninger til bedømmelse af anlæggets indvirkning på grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer m.v.

§ 71a

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne internationale vedtagelser og tekniske specifikationer vedrørende krav til virksomheder, anlæg, indretninger, produkter, vand m.v., som der henvises til i regler udstedt i medfør af denne lov, ikke indføres i Lovtidende. Drikkevandsbekendtgørelsen

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvorledes oplysning om de internationale vedtagelser og tekniske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, kan fås.

§ 71b

(Ophævet)