Valutaloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af valutaloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valutaforhold m.v.

Lov nr. 372 af 23. december 1964,
jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 11. april 1988

Kapitel 2 Om foranstaltninger vedrørende indførsel og udførsel af varer
§ 3

Industriministeren skal søge den ved lovens ikrafttræden bestående indførselsregulering afviklet i den udstrækning, hensynet til handelspolitiske interesser, sikring af rimelige konkurrencevilkår for dansk erhvervsliv eller Danmarks aftaler eller samarbejde med udlandet ikke er til hinder herfor.

Stk. 2 Ud fra de i stk. 1 angivne hensyn kan industriministeren midlertidigt overføre varer til bunden liste. Sådan overførsel kan dog kun gennemføres med tilslutning af det i § 13 omhandlede udvalg, medmindre industriministeren skønner, at overførslen ikke uden skade for opnåelsen af de tilsigtede formål kan afvente en forhandling herom. I så fald underretter industriministeren snarest muligt udvalget om de trufne foranstaltninger.

§ 4

Industriministeren giver regler for Industri- og Handelsstyrelsen for udstedelsen og benyttelsen af indførselsbevillinger.

Stk. 2 Industriministeren kan bestemme, at der for udfærdigelse af indførselsbevillinger skal erlægges et ekspeditionsgebyr, der ikke må overstige 21/2 promille af bevillingens pålydende beløb, dog at mindste ekspeditionsgebyr for hver enkelt bevilling udgør 2 kr.

§ 5

Til gennemførelse af private vareudvekslingsforretninger med udlandet kræves tilladelse fra industriministeren.

Stk. 2 Til at afgive indstilling i sager vedrørende meddelelse af de i stk. 1 nævnte tilladelser kan ministeren nedsætte et udvalg med repræsentanter for hovederhvervene.

§ 6

Industriministeren kan ud fra handelspolitiske eller forsyningsmæssige hensyn eller ud fra hensynet til Danmarks aftaler eller samarbejde med udlandet iværksætte midlertidige foranstaltninger til regulering af udførslen af varer her fra landet. Det kan dog ikke i henhold til denne bestemmelse fastsættes, at udførsel skal foregå gennem et centralt eksportorgan.

Stk. 2 For så vidt angår varer, der fortrinsvis hører under Landbrugsministeriet eller Fiskeriministeriet, træffes de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger af vedkommende minister.