Værdipapirhandelsloven § 40

Denne konsoliderede version af værdipapirhandelsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 3. januar 2018, men er stadig relevant i nogle tilfælde

Lov om værdipapirhandel m.v.

Lov nr. 1072 af 20. december 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 532 af 29. april 2015 og lov nr. 426 af 03. maj 2017

§ 40

Ved en multilateral handelsfacilitet forstås et handelssystem med undtagelse af regulerede markeder, der inden for systemet og efter dettes ufravigelige regler sætter forskellige tredjeparters interesse i køb og salg af finansielle instrumenter omfattet af § 2, nr. 1-10, i forbindelse med hinanden på en sådan måde, at der indgås en aftale om overdragelse.

Stk. 2 Et selskab, der driver en multilateral handelsfacilitet, skal

  • 1) have regler, der sikrer en redelig og korrekt handel og indeholder objektive kriterier for effektiv udførelse af ordrer,

  • 2) have regler, der fastlægger kriterier til bestemmelse af, hvilke værdipapirer der kan handles via handelsfacilitetens systemer,

  • 3) sikre sig, at brugerne har adgang til tilstrækkelige offentligt tilgængelige oplysninger til at kunne foretage en investeringsbedømmelse,

  • 4) have regler, der fastlægger objektive kriterier, som opfylder kravene i § 42 a, for adgang til handelsfaciliteten,

  • 5) informere brugerne af handelsfaciliteten om deres respektive ansvar for afvikling af transaktioner, der gennemføres i handelsfacilitetens systemer, og sikre en effektiv afvikling af disse transaktioner,

  • 6) overvåge, at brugerne af handelsfaciliteten overholder reglerne for handelsfaciliteten, og

  • 7) registrere de transaktioner, der gennemføres af handelsfacilitetens brugere under anvendelse af handelsfacilitetens systemer med henblik på at kunne påvise overtrædelser af handelsfacilitetens regler eller handelsvilkår i strid med reglerne for handelsfaciliteten.