Universitetsloven § 3a

Denne konsoliderede version af universitetsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om universiteter

Lov nr. 403 af 28. maj 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 778 af 07. august 2019,
som ændret ved lov nr. 363 af 09. marts 2021, lov nr. 1630 af 28. december 2022, lov nr. 492 af 15. maj 2023 og lov nr. 1798 af 28. december 2023

§ 3a

Universitetet kan i samarbejde med et eller flere udenlandske universiteter udbyde hele eller dele af uddannelser efter § 3 i udlandet. Uddannelsernes enkelte dele gennemføres ved universitetet og ved et eller flere af de udenlandske universiteter. Delene, der gennemføres ved de udenlandske universiteter, kan være valgfrie eller obligatoriske. Gennemføres hele uddannelsen i udlandet, kan universitetet lade det udenlandske universitet udbyde uddannelsen, hvis det sker i samarbejde med det danske universitet.

Stk. 2 Universitetet kan i samarbejde med udenlandske universiteter udbyde uddannelser efter § 4, stk. 1, nr. 3, som led i EU-studieprogrammer om Erasmus Mundus, hvor uddannelsens enkelte dele gennemføres ved universitetet og ved et eller flere af de udenlandske universiteter efter aftale mellem de pågældende universiteter (Erasmus Mundus-kandidatuddannelser).

Stk. 3 Universitetet skal sørge for, at dets uddannelser efter stk. 1 og 2 er omfattet af en kvalitetssikring enten i Danmark efter reglerne i lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner eller i udlandet efter udenlandske kvalitetssikringssystemer. Det er dog et krav, at den kvalitetssikringsinstitution, der vælges, er optaget i European Quality Assurance Register for Higher Education (EQAR) eller på anden måde anses for at være internationalt anerkendt. Vælges en udenlandsk kvalitetssikring, foretages den efterfølgende godkendelse af uddannelsen af uddannelses- og forskningsministeren.

Stk. 4 Der er ikke krav om særskilt kvalitetssikring i de tilfælde, hvor de dele, der gennemføres ved det udenlandske universitet, er valgfrie eller allerede er omfattet af den danske akkreditering.

Stk. 5 Studerende, der er optaget ved det danske universitet, er i perioden, hvor de er indskrevet på et udenlandsk universitet, omfattet af reglerne for det udenlandske universitet og ikke af denne lov. Studerende, der er optaget ved et udenlandsk universitet, er i den periode, hvor de er indskrevet ved det danske universitet, omfattet af denne lov.

Stk. 6 Universitetet kan udstede dansk eksamensbevis til studerende, som i udlandet har gennemført en uddannelse efter stk. 1 eller 2. Universitetet kan udstede eksamensbevis til studerende, der har gennemført dele af deres uddannelse ved universitetet uden at have været optaget på det pågældende universitet, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 7 Ministeren fastsætter regler om udbud og gennemførelse af uddannelser efter stk. 1-6, herunder om udstedelse af eksamensbevis. Ministeren kan i den forbindelse fravige lovens bestemmelser om uddannelse og studienævn.