Undergrundsloven § 24e

Denne konsoliderede version af undergrundsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Lov nr. 293 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023

§ 24e

En rettighedshavers erstatningsansvar i henhold til tilladelser omfattet af denne lov skal være dækket af forsikring. Forsikringen skal give en rimelig dækning ud fra hensynet til risikoen ved virksomhedens udøvelse og præmieomkostningerne.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan stille krav om, at yderligere forsikringer tegnes. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan godkende, at der i stedet for forsikring stilles sikkerhed.

Stk. 3 En rettighedshaver til tilladelser omfattet af denne lov skal etablere en procedure til sikring af omgående og passende behandling af erstatningskrav, herunder med hensyn til skadeserstatning for grænseoverskridende hændelser.

Stk. 4 Proceduren efter stk. 3 skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren, som kan fastsætte vilkår for godkendelsen.

Stk. 5 Rettighedshaveren skal bekendtgøre proceduren efter stk. 3 for offentligheden.

Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om forsikring af og sikkerhedsstillelse for den virksomhed, der er omfattet af tilladelsen, om procedurer og bekendtgørelse heraf og om meddelelse af oplysninger om gældende forsikringer til brug for ministerens tilsyn med virksomheden.