Undergrundsloven § 18c

Denne konsoliderede version af undergrundsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Lov nr. 293 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023

§ 18c

Tilladelser efter § 5 til efterforskning og indvinding af geotermisk energi meddeles for et tidsrum af indtil 6 år, der, såfremt særlige omstændigheder foreligger, kan forlænges med henblik på efterforskning med indtil 2 år ad gangen. Den samlede efterforskningsperiode kan kun undtagelsesvis overstige 10 år.

Stk. 2 Når vilkårene i en tilladelse efter stk. 1 er opfyldt, har rettighedshaveren ret til forlængelse af tilladelsen med henblik på indvinding. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i særlige tilfælde forlænge tilladelsen, selv om vilkårene herfor ikke er opfyldt. Tilladelsen kan dog kun forlænges for de dele af området, hvorfra der agtes indvundet geotermisk energi, og højst for et tidsrum af 30 år. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan som vilkår for forlængelsen bestemme, at der inden for en nærmere fastsat frist skal indsendes ansøgning om godkendelse af en plan for indvindingsvirksomheden i henhold til § 10.

Stk. 3 Det tidsrum for indvinding, der er fastsat i medfør af stk. 2 eller i den pågældende tilladelse, kan forlænges, når særlige omstændigheder taler herfor. Såfremt det samlede tidsrum for tilladelsen dermed vil overstige 50 år, finder reglerne i § 6 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan, såfremt særlige forhold gør det påkrævet, meddele tilladelser for tidsrum, der er længere end nævnt i stk. 1 og 2.