Undergrundsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af undergrundsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Lov nr. 293 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023

Kapitel 3 Efterforskning og indvinding af råstoffer
§ 5

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan for et nærmere bestemt område på nærmere fastsatte vilkår meddele tilladelse med eneret til efterforskning og indvinding af et eller flere råstoffer. Der kan kun gives tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter inden for det på bilag 1 angivne område. Tilladelse kan meddeles særskilt for henholdsvis efterforskning og indvinding. I tilladelse til efterforskning kan der tillægges rettighedshaveren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 2 I en tilladelse til efterforskning kan der fastsættes bestemmelser om gradvis indskrænkning af området, der omfattes af tilladelsen, og om, hvilke arbejdsforpligtelser rettighedshaveren skal opfylde.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan afslå at behandle en ansøgning om tilladelse efter stk. 1, hvis efterforskning eller indvinding af det pågældende råstof ikke kan forventes at være forenelig med anden igangværende eller planlagt anvendelse af undergrunden eller med en hensigtsmæssig udnyttelse af undergrunden i øvrigt.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling for ansøgninger om meddelelse af tilladelser som nævnt i stk. 1.

§ 6

Tilladelser efter § 5 meddeles, efter at sagen har været forelagt et af Folketinget nedsat udvalg.

Stk. 2 I et omfang, som klima-, energi- og forsyningsministeren eller det pågældende udvalgs formand bestemmer, er udvalgets medlemmer og andre, der måtte være til stede under udvalgets forhandlinger, forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i udvalget i medfør af den i stk. 1 nævnte forelæggelse.

Stk. 3 Kan udvalget ikke tilslutte sig meddelelse af en tilladelse som nævnt i stk. 1, underretter udvalget ministeren om begrundelsen herfor, såfremt ministeren anmoder herom.

§ 7

Tilladelse efter § 5 meddeles for et tidsrum, der fastsættes under hensyn til arten af det eller de råstoffer, der er omfattet af tilladelsen, jf. dog § 13, stk. 6. Tidsrummet kan ikke overstige 50 år.

§ 8

Det kan i en tilladelse efter § 5 fastsættes, at staten eller et af staten ejet selskab på nærmere angivne vilkår skal have ret til at indtræde i den af tilladelsen omfattede virksomhed.

Stk. 2 Såfremt staten eller et af staten ejet selskab deltager i virksomhed i henhold til en tilladelse efter § 5 til efterforskning og indvinding af kulbrinter, meddelt efter den 1. juli 1995, må staten eller det af staten ejede selskab ved udøvelsen af stemmeret alene varetage de hensyn, som tilgodeses efter denne lov, ligesom den måde, hvorpå stemmeretten udøves, ikke må være til hinder for, at rettighedshaverens virksomhed baseres på forretningsmæssige principper. Staten eller et af staten ejet selskab må ikke modtage underretning om eller udøve nogen stemmeret ved afgørelser om rettighedshaverens valg af leverandører. Staten eller et af staten ejet selskab må ikke sammen med en eller flere andre danske offentlige deltagere i virksomheden udøve flertalsstemmeret ved andre afgørelser.

Stk. 3 Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan det som vilkår for en tilladelse fastsættes, at afgørelser, som rettighedshaveren måtte træffe, og som ikke vil være i overensstemmelse med de vilkår, der måtte være fastsat i tilladelsen med henblik på varetagelse af ressourcemæssige hensyn eller statens økonomiske interesser, ikke er bindende for udøveren af statsdeltagelsen, såfremt denne inden for en nærmere fastsat frist meddeler de øvrige indehavere af tilladelsen, at man modsætter sig afgørelsen. Adgangen til at modsætte sig en afgørelse skal i givet fald udøves ikke-diskriminerende, særligt for så vidt angår investeringsafgørelser og rettighedshaverens valg af leverandører.

Stk. 4 Såfremt statsdeltagelsen udøves af et af staten ejet selskab, som tillige indehaver tilladelser, som nævnt i stk. 2, eller andele heri erhvervet på andet grundlag, skal selskabet føre særskilte regnskaber over virksomheden i henhold til hver af disse kategorier af andele og sikre, at der ikke gives oplysninger fra den del af selskabet, som udøver statsdeltagelsen, til den del af selskabet, som har erhvervet andele af tilladelser på andet grundlag. Såfremt den del af selskabet, som udøver statsdeltagelsen, imidlertid antager den del af selskabet, som har erhvervet andele af tilladelser på andet grundlag, som rådgiver, kan førstnævnte stille de oplysninger til rådighed for sidstnævnte, som er nødvendige for, at rådgivningsarbejdet kan udføres. De øvrige medindehavere af tilladelser, som oplysningerne vedrører, skal på forhånd oplyses om, hvilke oplysninger der vil blive givet på denne måde og have tilstrækkelig tid til at kunne rejse indvendinger.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i vilkårene for tilladelser eller i særskilte aftaler mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og udøveren af statsdeltagelsen fastsætte nærmere regler vedrørende de i stk. 2 og 4 omhandlede forhold.

§ 9

Det fastsættes i en tilladelse efter § 5, hvilket vederlag rettighedshaveren skal betale til staten. Det kan herunder fastsættes, at der skal betales en løbende afgift beregnet på grundlag af størrelsen af området, der omfattes af tilladelsen (arealafgift) og en afgift beregnet på grundlag af mængden af indvundne råstoffer (produktionsafgift), ligesom der kan fastsættes vilkår om betaling af en andel til staten af det økonomiske udbytte af den af tilladelsen omfattede virksomhed.

§ 10

Efterforskning og indvinding skal finde sted på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde og således, at spild af råstoffer undgås.

Stk. 2 Forinden indvinding og dertil sigtende foranstaltninger iværksættes, skal en plan for indvindingsvirksomheden, herunder produktionens tilrettelæggelse samt anlæg og eventuelle rørledninger hertil (indvindingsforanstaltninger m.m.), godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren.

Stk. 3 Væsentlige ændringer og tilføjelser til en godkendt plan for indvindingsvirksomheden skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren, inden disse iværksættes. Reduktion i anlægs og rørledningers kapaciteter anses for en væsentlig ændring af en godkendt plan for indvindingsvirksomheden.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte vilkår ved godkendelser efter stk. 2 og 3.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ved godkendelser efter stk. 2 og 3 fastsætte vilkår om, at en rettighedshaver forpligtes til at indgå aftale med en anden rettighedshaver om investering i plads- og vægtkapacitet på ejerens anlæg, herunder vilkår om, at aftalen skal indeholde vilkår om brugsret til anlæg og installationer, om tilbagekøbsret og om betaling for plads- og vægtkapacitet.

Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ved behandling af ansøgninger efter stk. 2 og 3 videregive fortrolige oplysninger i godkendelsessagen til en anden rettighedshaver med henblik på dennes vurdering af tredjepartsadgang til de anlæg og installationer, der er omfattet af ansøgningen. Forinden videregivelsen hører ministeren ejeren af de anlæg og installationer, der er omfattet af ansøgningen, om karakteren og omfanget af de fortrolige oplysninger i sagen. Modtageren af sådanne oplysninger har tavshedspligt. Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse. Indgås der ikke aftale om tredjepartsadgang, skal modtageren tilbagelevere originaler og kopier og slette alle elektroniske kopier af modtagne oplysninger, herunder modtagne oplysninger i bearbejdninger og analyser, senest samtidig med modtagerens meddelelse om ikke at ville indgå aftale om at udnytte kapaciteter i anlæg og installationer til tredjepartsadgang.

§ 10a

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter orientering af et af Folketinget nedsat udvalg fastsætte regler om afbrænding af kulbrinter, herunder et forbud mod rutinemæssig afbrænding af kulbrinter.

§ 11

Såfremt en forekomst strækker sig over flere rettighedshaveres område, skal rettighedshaverne samordne efterforskning og eventuel indvinding. Aftaler herom skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren. Opnås der ikke i rimelig tid enighed om en samordning, kan klima-, energi- og forsyningsministeren påbyde denne og fastsætte vilkår herfor.

Stk. 2 Strækker en forekomst sig ind på et andet lands højhedsområde, kan klima-, energi- og forsyningsministeren, såfremt aftale om en samordning af efterforskning og indvinding indgås med vedkommende land, påbyde, at rettighedshaveren til den danske del af forekomsten deltager i en sådan samordning, og fastsætte vilkår herfor. Rettighedshaverens aftaler om samordning skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg at indgå aftale med vedkommende lands myndigheder om samordning af efterforskning og indvinding af de i stk. 2 nævnte forekomster samt at meddele de i den forbindelse nødvendige undtagelser fra regler efter denne lov.

§ 11a

Har flere rettighedshavere tilladelser til efterforskning og indvinding, som er afgrænset i dybden, og omfatter tilladelserne helt eller delvis samme geografisk afgrænsede område, skal rettighedshaverne koordinere efterforskning og eventuel indvinding. Aftaler herom skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren. Opnås der ikke inden rimelig tid enighed om aftale om koordination, kan ministeren meddele påbud herom og fastsætte vilkår herfor.