Udstationeringsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af udstationeringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om udstationering af lønmodtagere m.v.

Lov nr. 933 af 15. december 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 02. januar 2024

Kapitel 5 1 Værneting, håndhævelse af rettigheder og beskyttelse mod ugunstig behandling
§ 9

En lønmodtager, som er eller har været udstationeret til Danmark, kan anlægge sag her i landet vedrørende de i § 5 nævnte love og vedrørende § 6. En sådan lønmodtager kan endvidere anlægge sag her i landet vedrørende rettigheder, der tilkommer den pågældende udstationerede lønmodtager som følge af kontraktforholdet mellem arbejdsgiveren og den udstationerede lønmodtager, efter de samme regler, som gælder for andre lønmodtagere, der udfører arbejde i Danmark.

Stk. 2 Sagen kan anlægges ved den ret eller ved en af de retter, i hvis kreds lønmodtageren har udført det pågældende arbejde. Hvis den udstationerede lønmodtagers ansættelsesforhold er omfattet af en kollektiv overenskomst, kan en sag behandles fagretligt i overensstemmelse med de gældende regler herfor.

§ 9a

I seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation står der ved en fejl "udsættes for en anden ugunstig behandling".
Det fremgår af § 1, nr. 26, i ændringslov nr. 626 af 8/6 2016, at bestemmelsen blev vedtaget med ordene "udsættes for anden ugunstig behandling" (uden "en").
Lønmodtagere, der under en udstationering til Danmark afskediges eller udsættes for anden ugunstig behandling, fordi de har rejst en sag om løn- og arbejdsvilkår som omhandlet i §§ 5 og 6 eller en eventuel dansk kollektiv overenskomst, som disse måtte være omfattet af, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2 Lønmodtagere, der efter en udstationering fra Danmark til et andet EU- eller EØS-land afskediges eller udsættes for anden ugunstig behandling, fordi de har rejst en sag om løn- og arbejdsvilkår, som de i medfør af værtsarbejdslandets lovgivning eller kollektive overenskomster, som gennemfører udstationeringsdirektivets artikel 3, har været berettiget til under udstationeringen i det land, hvortil de er eller har været udstationeret, kan tilkendes en godtgørelse.