Udligningsloven § 17b

Denne konsoliderede version af udligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

Lov nr. 499 af 07. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021,
som ændret ved lov nr. 2052 af 19. december 2020 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 17b

Social- og indenrigsministeren yder et særligt kompensationstilskud efter stk. 2 og 3 til de kommuner, der har et byrdefordelingsmæssigt tab som følge af omlægning af beskæftigelsestilskud, samlet omlægning til et nyt udligningssystem og tilpasning af udgiftsbehovet, justering af overudligningsordningen, justering af udlændingeudligning, udligning af dækningsafgift på offentlige ejendomme og justering af selskabsskatteandel.

Stk. 2 For kommuner, hvis beskatningsgrundlag er mindre end 180.000 kr. pr. indbygger, og som har et byrdefordelingsmæssigt tab, som overstiger 0,15 pct. af kommunens beskatningsgrundlag, fastsættes tilskuddet til den del af det byrdefordelingsmæssige tab, der overstiger 0,15 pct. af kommunens beskatningsgrundlag.

Stk. 3 For kommuner, hvis beskatningsgrundlag er større end 180.000 kr. pr. indbygger, og som har et byrdefordelingsmæssigt tab, som overstiger 0,4 pct. af kommunens beskatningsgrundlag, fastsættes tilskuddet til den del af det byrdefordelingsmæssige tab, der overstiger 0,4 pct. af kommunens beskatningsgrundlag.

Stk. 4 Tilskud efter stk. 2 og 3 finansieres af bidrag fra de øvrige kommuner efter indbyggertal.

Stk. 5 De byrdefordelingsmæssige tab og tilskud efter stk. 1-3 fastsættes af Social- og Indenrigsministeriet i en opgørelse over konsekvenserne pr. 26. maj 2020 af udligningsreformen.