Udlændingeloven § 62b

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 08. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1540 af 12. december 2023 og lov nr. 1575 af 12. december 2023

§ 62b

Lederen af et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk. 5, hvor der alene er indkvarteret uledsagede mindreårige udlændinge (et børnecenter), skal fastsætte en husorden, som angiver nærmere regler og retningslinjer for ophold på centeret.

Stk. 2 En husorden skal indeholde regler om

  • 1) pligt til at deltage i skolegang,

  • 2) ophold på fællesarealer sent om aftenen og om natten,

  • 3) ro på værelser i aften- og nattetimerne,

  • 4) pligt til at passe på børnecenterets bygninger og inventar,

  • 5) forbud mod at indtage eller besidde alkohol og euforiserende stoffer på børnecenteret og

  • 6) rygning på børnecenterets område.

Stk. 3 En husorden kan endvidere indeholde andre regler og retningslinjer for ophold på børnecenteret, som lederen finder nødvendige for at sikre børnecenterets overordnede funktion.

Stk. 4 En uledsaget mindreårig udlænding, der er indkvarteret på et børnecenter, skal gøres bekendt med centerets husorden, herunder med konsekvenserne af at overtræde husordenen.

Stk. 5 Overtræder en uledsaget mindreårig udlænding reglerne i husordenen, jf. stk. 2 og 3, og finder personalet, at en pædagogisk tilrettevisning ikke er en tilstrækkelig reaktion, kan personalet udelukke udlændingen fra konkrete arrangementer eller aktiviteter m.v.

Stk. 6 Ved grove eller gentagne overtrædelser af de regler i husordenen, som er fastsat med hjemmel i stk. 2, kan lederen af et børnecenter eller den, vedkommende bemyndiger dertil, bestemme, at en uledsaget mindreårig udlænding helt eller delvis ikke skal have udbetalt tillægsydelse, jf. § 42 b, stk. 9, medmindre særlige forhold taler herimod.

Stk. 7 Den iværksatte sanktion skal stå i rimeligt forhold til omfanget og karakteren af den konkrete overtrædelse af husordenen.

Stk. 8 Forvaltningsloven finder også anvendelse i forbindelse med afgørelser efter stk. 6, når indkvarteringsoperatøren er en privat organisation eller et privat selskab, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt.