Udlændingeloven § 52

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 08. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1540 af 12. december 2023 og lov nr. 1575 af 12. december 2023

§ 52

Endelige administrative afgørelser efter § 46 kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne kræves indbragt til prøvelse for den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller, hvis udlændingen ikke har bopæl noget sted i riget, for Københavns Byret, hvis afgørelsen går ud på:

  • 1) bortfald efter § 21 b, hvis udlændingen

    • a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet eller

    • b) er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,

  • 2) udvisning efter § 25 b af en udlænding, som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, eller

  • 3) udvisning efter § 25 a af en udlænding, som:

    • a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet eller

    • b) er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2.

Stk. 2 Sagen indbringes for retten af Udlændingestyrelsen, der fremsender sagens akter med oplysning om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder.

Stk. 3 Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner, om tilvejebringelse af andre bevismidler og om, hvorvidt sagen skal behandles mundtligt. Udebliver udlændingen uden lovligt forfald, afgør retten, om afgørelsen kan prøves uden udlændingens tilstedeværelse, eller om sagen skal afvises eller udsættes.

Stk. 4 Såfremt retten finder det fornødent og udlændingen opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325, beskikkes der en advokat for udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.

Stk. 5 Retten kan, når der er særlig anledning dertil, pålægge udlændingen helt eller delvis at betale sagsomkostninger.

Stk. 6 Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning, medmindre retten træffer bestemmelse herom.

Stk. 7 Retten afgør ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal opretholdes eller ophæves. Kendelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.