Udlændingeloven § 37e

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 08. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1540 af 12. december 2023 og lov nr. 1575 af 12. december 2023

§ 37e

En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36 og hjemrejselovens § 16, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16, har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, eller som er nødvendige for at sikre udlændingens udrejse, eller til skade for opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.

Stk. 2 En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36 og hjemrejselovens § 16, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16, har ret til ukontrolleret brevveksling med den beskikkede advokat, udlændinge- og integrationsministeren, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet. Har udlændingen ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, har vedkommende endvidere adgang til ukontrolleret brevveksling med Dansk Flygtningehjælp og De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR). Retsplejelovens § 772, stk. 2, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen og adressaten straks underrettes, medmindre retten af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, eller som er nødvendige for at sikre udlændingens udrejse, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36 og hjemrejselovens § 16, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, skal afsenderen og adressaten straks underrettes herom, medmindre politiet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, eller som er nødvendige for at sikre udlændingens udrejse, træffer anden bestemmelse. Afsenderen eller adressaten kan kræve, at politiets tilbageholdelse af et brev forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.