Udlændingebekendtgørelsen Kapitel 7

Denne konsoliderede version af udlændingebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet

Bekendtgørelse nr. 1206 af 23. august 2022,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 367 af 30. marts 2023 og bekendtgørelse nr. 1293 af 03. november 2023

Kapitel 7 Kontrolbestemmelser mv.
§ 32

En udlænding, der er fyldt 18 år, og som ikke er statsborger i et andet nordisk land eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller Schweiz, skal under ophold her i landet til stadighed medføre dokumentation for sin danske opholdstilladelse.

Stk. 2 En udlænding, der er omfattet af stk. 1, skal til brug for udstedelsen af opholdskort med biometriske kendetegn inden for den frist, der er fastsat af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration, henvende sig til Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration for at få optaget biometriske kendetegn.

Stk. 3 En udlænding, der er omfattet af stk. 1, skal til brug for udstedelsen af opholdskort med biometriske kendetegn oplyse Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration om sin adresse i Danmark inden for den frist, der er fastsat af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Stk. 4 Er der ikke udstedt bevis for dansk opholdstilladelse til en udlænding, der er omfattet af stk. 1, skal udlændingen under ophold her i landet til stadighed medføre sit pas eller anden rejselegitimation. Er udlændingens rejselegitimation afleveret til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller politiet, skal udlændingen i stedet medføre dokumentation herfor.

Stk. 5 Er der ikke udstedt bevis for dansk opholdstilladelse til en udlænding, der er omfattet af stk. 1, og er udlændingen ikke i besiddelse af pas eller anden rejselegitimation, skal udlændingen under sit ophold her i landet til stadighed medføre dokumentation for sit lovlige ophold her i landet, såfremt Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller politiet har udstedt sådan dokumentation.

§ 33

En udlænding, der ikke er statsborger i et andet nordisk land eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller Schweiz, og som har opholdstilladelse udstedt af et andet Schengenland, skal under ophold her i landet til stadighed medbringe sin opholdstilladelse og sit pas eller anden rejselegitimation, jf. dog stk. 3. § 32, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 En udlænding, der har visum til ophold af mere end 90 dages varighed med gyldighed begrænset til et andet Schengenland (langtidsvisum), og som i medfør af Schengenkonventionens artikel 21 har ret til at indrejse og opholde sig her i landet i indtil 90 dage inden for en periode på 180 dage, skal under ophold her i landet til stadighed medføre sit visum og sit pas eller anden rejselegitimation, jf. dog stk. 3. § 32, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 En udlænding, der har opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse udstedt af et andet Schengenland, eller som har visum til ophold af mere end 90 dages varighed begrænset til et andet Schengenland (langtidsvisum), har uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark, selv om den pågældende ikke er i besiddelse af pas eller anden rejselegitimation, jf. udlændingelovens § 2 b, stk. 4, og § 28, stk. 5, 2. pkt.

§ 34

Politiet kan give udlændinge pålæg om at melde sig hos politiet til bestemte tider, når dette er begrundet i hensynet til statens sikkerhed eller opretholdelse af ro og orden.

§ 35

Politiet kan ved afvisning eller udvisning foretage stempling af en udlændings pas eller anden rejselegitimation. Rigspolitiet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

§ 36

Den, der driver hotel, pensionat, herberg eller lejrplads, skal i overensstemmelse med reglerne om persondataret manuelt eller elektronisk føre register over alle ankomne udenlandske gæster.

Stk. 2 Registeret skal indeholde oplysninger om udlændingens fulde navn, fødselsdato, nationalitet, faste bopæl, ankomstdato og type af og nummer på pas eller anden rejselegitimation, jf. dog § 1, stk. 2, for så vidt angår nordiske statsborgere.

Stk. 3 Udlændinge skal personligt udfylde og underskrive en anmeldelse vedrørende de oplysninger, der er nødvendige til opfyldelse af pligten efter stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke ledsagende ægtefæller og mindreårige børn samt deltagere i fællesrejser. Udlændinge skal fremvise rejselegitimation til kontrol af rigtigheden af de afgivne oplysninger. Statsborgere i et andet nordisk land skal dog alene fremvise legitimation, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 4 Registreringen af oplysningerne i stk. 2 skal finde sted straks efter udlændingens ankomst. Straks efter afrejsen skal datoen herfor ligeledes registreres.

Stk. 5 De oplysninger, der er indført i registeret, skal bekræftes af udlændingen og af logiværten eller dennes repræsentant. For deltagere i fællesrejser kan politiet dog tillade, at de oplysninger vedrørende fællesrejsens deltagere, der er indført i registeret, alene bekræftes af rejselederen og logiværten eller dennes repræsentant.

Stk. 6 Oplysningerne i stk. 2 skal opbevares i registeret i mindst 1 år efter indførelsen af den enkelte oplysning og må højst opbevares i 2 år efter denne indførelse.

§ 37

Politiet kan pålægge andre logiværter, der mod eller uden vederlag yder natlogi til udlændinge, at føre register efter reglerne i § 36.

§ 38

Politiet kan pålægge de logiværter, der er nævnt i § 36 og § 37, at meddele politiet oplysninger fra registeret.

§ 39

Rigspolitiet bestemmer udformningen af de registre, der er nævnt i § 36.

Stk. 2 Udgifterne til indkøb af registre afholdes af de logiværter, der er nævnt i § 36 og § 37.