Udgangsbekendtgørelsen § 85

Denne konsoliderede version af udgangsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1754 af 21. december 2023

Særlige betingelser
§ 85

Udover at de betingelser, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 46, skal være opfyldt, kan tilladelse til udstationering til egen bopæl med fodlænke kun meddeles, hvis den indsattes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at udstationering med fodlænke kan gennemføres, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2 Det er en betingelse for tilladelsen, at personer, der har samme bopæl som den indsatte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at straffen kan udstås på den fælles bopæl, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 1, nr. 3.

Stk. 3 Tilladelse til udstationering til egen bopæl med fodlænke kan ikke meddeles, hvis denne udstationeringsform som følge af den indsattes forhold ikke findes hensigtsmæssig, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 2.

Stk. 4 Til brug for afgørelsen af, om den indsatte opfylder betingelserne for udstationering til egen bopæl med fodlænke, foretages en nærmere vurdering og undersøgelse af den indsattes forhold, herunder vedkommendes boligforhold, beskæftigelsesforhold samt fysiske og psykiske tilstand, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 4.

Stk. 5 Hvis den indsatte ikke medvirker til den i stk. 4 nævnte undersøgelse, kan tilladelse til udstationering til egen bopæl med fodlænke ikke meddeles.