Udbudsloven Kapitel 14

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 06. januar 2023

Kapitel 14 1 Underretning til ansøgere og tilbudsgivere m.v.
Underretning til ansøgere og tilbudsgivere
§ 171

En ordregiver skal hurtigst muligt og samtidig underrette alle berørte ansøgere og tilbudsgivere skriftligt om, hvilke beslutninger ordregiveren har truffet, herunder beslutninger om

  • 1) udvælgelse af økonomiske aktører,

  • 2) begrænsning af antallet af tilbud og løsninger,

  • 3) tildeling af en kontrakt,

  • 4) optagelse i et dynamisk indkøbssystem og

  • 5) annullation af udbudsproceduren.

Stk. 2 Underretning om beslutninger som nævnt i stk. 1, nr. 1, skal til forbigåede ansøgere være ledsaget af en begrundelse for, hvorfor ansøgerens anmodning om deltagelse er blevet afvist, og navnet på de ansøgere, som er blevet udvalgt.

Stk. 3 Underretning om beslutninger efter stk. 1, nr. 2, skal til forbigåede tilbudsgivere være ledsaget af en begrundelse, som opfylder kravene i stk. 4, nr. 1 og 2. Navnene på de tilbudsgivere, der er gået videre, skal oplyses.

Stk. 4 En ordregiver skal i underretninger om beslutninger som nævnt i stk. 1, nr. 3, angive, hvornår standstillperioden udløber, jf. § 3 i lov om Klagenævnet for Udbud. Bortset fra ved tildeling af kontrakt på baggrund af et dynamisk indkøbssystem skal beslutningerne være ledsaget af følgende begrundelser:

  • 1) Til tilbudsgivere, der afgiver et uantageligt tilbud, skal ordregiveren angive grundene til, at tilbudsgiverens tilbud er afvist.

  • 2) Til tilbudsgivere, som har afgivet et antageligt tilbud, skal ordregiveren angive det vindende tilbuds karakteristika og fordele set i forhold til det afviste tilbud og navnet på den vindende tilbudsgiver eller parterne i rammeaftalen. Ved innovationspartnerskab, udbud med forhandling eller konkurrencepræget dialog skal ordregiveren herudover redegøre for forløbet af forhandlingerne eller dialogen med tilbudsgiverne.

Stk. 5 Ved beslutning om tildeling af kontrakt efter stk. 1, nr. 3, på baggrund af et dynamisk indkøbssystem angiver en ordregiver efter anmodning fra en berørt tilbudsgiver begrundelserne i stk. 4, nr. 1 og 2. En berørt tilbudsgiver skal modtage begrundelserne, senest 15 dage efter at ordregiveren har modtaget anmodningen herom.

Stk. 6 En ordregiver skal i underretninger om beslutninger som nævnt i stk. 1, nr. 4, til forbigåede ansøgere angive en begrundelse for, hvorfor ansøgernes anmodning om optagelse i det dynamiske indkøbssystem er blevet afvist.

Stk. 7 En ordregiver skal i underretninger om beslutninger efter stk. 1, nr. 5, angive en begrundelse for, hvorfor udbudsproceduren er blevet annulleret.

§ 172

En ordregiver kan i særlige tilfælde undlade at meddele visse oplysninger om kontrakttildelingen, indgåelsen af rammeaftaler eller optagelsen i et dynamisk indkøbssystem, som er omhandlet i § 171, hvis meddelelse af oplysningerne vil være i strid med offentlige interesser, til skade for bestemte offentlige eller private økonomiske aktørers legitime økonomiske interesser eller til skade for en effektiv konkurrence mellem økonomiske aktører.

§ 173

En ordregiver må tidligst indgå kontrakt efter udløbet af en eventuel standstillperiode i henhold til § 3, stk. 1 eller 2, i lov om Klagenævnet for Udbud.

Individuelle rapporter om procedurer for tildeling af kontrakter og oprettelse af dynamiske indkøbssystemer
§ 174

En ordregiver skal efter afslutningen af et udbud og i løbet af et dynamisk indkøbssystem udarbejde en skriftlig rapport, der skal omfatte følgende oplysninger:

  • 1) Ordregiverens navn og adresse og kontraktens, rammeaftalens eller det dynamiske indkøbssystems genstand og værdi.

  • 2) Resultaterne af egnethedsvurderingen og en eventuel udvælgelse i henhold til §§ 145 og 146 med angivelse af

    • a) navnene på de valgte ansøgere eller tilbudsgivere og begrundelsen for valget af dem og

    • b) navnene på de afviste ansøgere eller tilbudsgivere og begrundelsen for, at de er blevet afvist.

  • 3) Begrundelsen for tilsidesættelsen af tilbud, der er anset for at være unormalt lave.

  • 4) Navnet på den tilbudsgiver, hvis tilbud er antaget, og begrundelsen for, at den pågældendes tilbud er valgt, og, hvis dette vides,

    • a) oplysning om, hvor stor en del af kontrakten eller rammeaftalen tilbudsgiveren har til hensigt at give i underleverance til tredjemand, og

    • b) navnene på tilbudsgiverens eventuelle underleverandører.

  • 5) Ved udbud med forhandling og konkurrencepræget dialog de omstændigheder, der er nævnt i §§ 61 og 67, og som begrunder anvendelsen af disse procedurer.

  • 6) Ved udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse de omstændigheder i §§ 80-83, der har begrundet anvendelse af denne fremgangsmåde.

  • 7) Ved innovationspartnerskaber de omstændigheder i § 73, der har begrundet anvendelse af denne fremgangsmåde.

  • 8) I givet fald begrundelsen for, at ordregiveren har besluttet ikke at tildele en kontrakt eller en rammeaftale eller oprette et dynamisk indkøbssystem.

  • 9) I givet fald begrundelsen for, at ordregiveren har benyttet andre kommunikationsmidler end elektroniske midler til indgivelse af tilbud.

  • 10) I givet fald påviste interessekonflikter og foranstaltninger, som ordregiveren har truffet efterfølgende.

  • 11) I givet fald foranstaltninger, som ordregiveren har truffet i medfør af § 39, som følge af forudgående inddragelse af økonomiske aktører i forberedelsen af udbuddet.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for indgåelse af en kontrakt baseret på en rammeaftale i henhold til § 97 og § 98, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Når en bekendtgørelse om indgået kontrakt, jf. §§ 129 og 189, indeholder oplysningerne i stk. 1, kan ordregiveren blot henvise til bekendtgørelsen om indgået kontrakt.

Stk. 4 En ordregiver skal dokumentere afviklingen af alle udbud og opbevare tilstrækkelig dokumentation til at begrunde beslutninger, der træffes på alle stadier af udbudsproceduren.

Stk. 5 Dokumentationen skal opbevares i hele kontraktens løbetid, dog mindst 3 år fra tidspunktet for tildelingen af kontrakten.

Stk. 6 En ordregiver skal efter anmodning herom sende rapporten eller hovedelementerne heri til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Europa-Kommissionen.

Opbevaring af kontrakter
§ 175

En ordregiver skal i kontraktens løbetid opbevare kopier af alle indgåede kontrakter med en værdi, der mindst svarer til eller er højere end 7.444.000 kr. for vareindkøbskontrakter eller tjenesteydelseskontrakter og 74.440.000 kr. for bygge- og anlægskontrakter.

Stk. 2 En ordregiver skal give adgang til kontrakter omfattet af stk. 1 til enhver, som anmoder herom, medmindre andet følger af § 5.