Udbudsloven Kapitel 13

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 06. januar 2023

Kapitel 13 1 Fremgangsmåde ved tildeling af kontrakter
§ 159

En ordregiver skal tildele kontrakten i overensstemmelse med §§ 161-165 om kriterierne for tildeling af kontrakten og, hvis det er relevant, §§ 166-168 om beregningen af livscyklusomkostninger og § 169 om unormalt lave tilbud.

Stk. 2 En ordregiver kan alene tildele kontrakten, hvis ordregiveren har verificeret, at tilbuddet opfylder de krav, der er fastsat i udbudsbekendtgørelsen og i det øvrige udbudsmateriale. Ordregiveren skal desuden have verificeret på grundlag af det fælles europæiske udbudsdokument, jf. §§ 148-151, dokumentation indhentet i medfør af § 152, stk. 1, og e-Certis, jf. § 152, stk. 3, at tilbuddet er afgivet af en tilbudsgiver,

  • 1) der ikke er udelukket i henhold til §§ 135-137,

  • 2) der opfylder de minimumskrav til egnethed, som ordregiveren har fastsat i henhold til §§ 140-143, og

  • 3) der, hvis det er relevant, er udvalgt til at afgive tilbud gennem en udvælgelse i henhold til § 145.

Stk. 3 Ordregiveren skal i tvivlstilfælde foretage en effektiv kontrol af oplysningerne og dokumentationen i ansøgningen eller tilbuddet.

Stk. 4 Gennemfører en ordregiver et offentligt udbud, kan ordregiveren vælge at evaluere tilbuddene, før ordregiveren verificerer, at betingelserne i stk. 2, 1. pkt., og stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 5 Ordregiveren kan under overholdelse af principperne i § 2 anmode ansøgeren eller tilbudsgiveren om at supplere, præcisere eller fuldstændiggøre ansøgningen eller tilbuddet ved at indsende relevante oplysninger eller dokumentation inden for en passende frist, hvis de oplysninger eller dokumenter, som ansøgere eller tilbudsgivere har indsendt i forbindelse med en ansøgning eller tilbud, er ufuldstændige eller fejlbehæftede, eller når der mangler specifikke dokumenter. Anmodningen må ikke føre til, at ansøgeren eller tilbudsgiveren fremsætter en ny ansøgning eller et nyt tilbud.

Stk. 6 Ordregiveren skal uanset stk. 5 afvise en ansøgning eller et tilbud, såfremt det fremgår udtrykkeligt af udbudsmaterialet, at en konkret fejl eller mangel vil føre til, at ansøgningen eller tilbuddet afvises, og den pågældende ansøgning eller det pågældende tilbud indeholder en sådan fejl eller mangel.

Stk. 7 Ordregiveren kan undlade at tildele en udbudt kontrakt til den tilbudsgiver, der har afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud, hvis ordregiveren efter at have hørt tilbudsgiveren kan bevise, at tilbuddet ikke er i overensstemmelse med gældende forpligtelser inden for det miljø-, social- eller arbejdsretlige område i henhold til EU-retten, national lovgivning eller kollektive aftaler eller i henhold til de miljø-, social- og arbejdsretlige forpligtelser, der er afledt af konventionerne, der er nævnt i bilag X til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).

Stk. 8 Ved offentligt eller begrænset udbud af offentlige bygge- og anlægskontrakter med en anslået værdi på mere end 350 mio. kr. eksklusive moms, hvor ordregiver anvender tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet, jf. § 162, stk. 1, nr. 3, skal ordregiver foretage evalueringen af de kvalitative kriterier uden kendskab til evalueringen af priskriteriet, jf. dog stk. 9. Ved gennemførelse af udbud omfattet af 1. pkt. finder § 7 i lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren ikke anvendelse.

Stk. 9 Stk. 8 finder ikke anvendelse, når ordregiver efter § 170 tilbagekalder sin tildelingsbeslutning.

Fremgangsmåde ved evaluering af tilbud
§ 160

En ordregiver skal i udbudsmaterialet fastlægge og beskrive indholdet af alle dele af evalueringsmodellen. Specifikke parametre i evalueringsmodellen kan afhænge af de indkomne tilbud, men det skal entydigt fastlægges og beskrives på forhånd, hvordan parametrene fastlægges. Parametrene i evalueringsmodellen kan ikke afhænge af de indkomne tilbud på en måde, der beror på ordregivers valg eller vurdering efter åbningen af tilbuddene.

Stk. 2 En evalueringsmetode, der er beskrevet i udbudsmaterialet i overensstemmelse med stk. 1, kan ikke tilsidesættes af klage- og retsinstanser, hvis den er gennemsigtig og overholder ligebehandlingsprincippet.

Kriterier for tildeling af kontrakter
§ 161

En ordregiver skal tildele kontrakten til den tilbudsgiver, der har afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

§ 162

En ordregiver skal identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud på grundlag af et af følgende tildelingskriterier:

  • 1) Pris,

  • 2) omkostninger eller

  • 3) bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Stk. 2 Ved anvendelse af tildelingskriteriet omkostninger kan alle former for omkostninger inddrages, herunder priser og livscyklusomkostninger, jf. § 166.

Stk. 3 Ved tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet, jf. stk. 1, nr. 3, vurderes tilbuddet på grundlag af underkriterier som for eksempel kvalitative, miljømæssige og sociale aspekter. Underkriterier kan omfatte

  • 1) kvalitet, herunder teknisk værdi, æstetiske og funktionsmæssige karakteristika, tilgængelighed, design for samtlige brugere, sociale, miljømæssige og innovative karakteristika og handel og betingelserne herfor,

  • 2) organiseringen af det personale, der skal udføre kontrakten, og dets kvalifikationer og erfaring, hvor kvaliteten af det personale, der skal udføre kontrakten, kan påvirke niveauet af kontraktens opfyldelse betydeligt, eller

  • 3) kundeservice, teknisk bistand og leveringsbetingelser.

Stk. 4 Ved anvendelse af tildelingskriteriet i stk. 1, nr. 3, kan ordregiveren fastsætte prisen eller omkostningerne, således at der alene konkurreres på kvalitative underkriterier.

§ 163

Anvender en ordregiver underkriterier, skal disse være forbundet med kontraktens genstand.

Stk. 2 Underkriterier er forbundet med kontraktens genstand, når de relaterer sig til de bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, der skal leveres i henhold til kontrakten, for så vidt angår ethvert aspekt og ethvert trin i deres livscyklus, herunder faktorer, der indgår i

  • 1) den specifikke proces med fremstilling eller levering af eller handel med de pågældende bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser eller

  • 2) en specifik proces for en anden fase i deres livscyklus.

Stk. 3 Stk. 2 gælder, selv om sådanne faktorer ikke udgør en del af indkøbets materielle indhold.

§ 164

En ordregiver skal fastsætte kriterier for tildeling, der er gennemsigtige, og kriterierne må ikke give ordregiveren ubetinget valgfrihed mellem tilbuddene. Kriterierne skal sikre mulighed for effektiv konkurrence om kontrakten og skal være ledsaget af specifikationer, der giver mulighed for en effektiv kontrol af tilbudsgivernes oplysninger med henblik på at vurdere, i hvilket omfang tilbuddene opfylder kriterierne for tildeling.

Stk. 2 Ordregiveren skal i tvivlstilfælde foretage en effektiv kontrol af oplysningerne og dokumentationen i tilbuddet.

§ 165

En ordregiver skal angive i udbudsmaterialet, hvordan ordregiveren vil vægte de fastsatte underkriterier. Dette gælder ikke, når der alene vurderes på baggrund af tildelingskriteriet pris eller omkostninger, jf. § 162, stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 2 Vægtningen kan angives ved fastsættelse af et passende interval.

Stk. 3 Er vægtning efter stk. 1 af objektive årsager ikke mulig, skal ordregiveren angive kriterierne i prioriteret rækkefølge.

Livscyklusomkostninger
§ 166

En ordregiver kan ved anvendelse af tildelingskriterierne omkostninger eller bedste forhold mellem pris og kvalitet, jf. § 162, stk. 1, nr. 2 og 3, inddrage livscyklusomkostninger. Beregningen af livscyklusomkostninger kan omfatte en del af eller alle følgende omkostninger gennem en vares, en tjenesteydelses eller et bygge- og anlægsarbejdes livscyklus:

  • 1) Omkostninger, der afholdes af ordregiveren eller andre brugere, herunder

    • a) omkostninger i forbindelse med erhvervelse,

    • b) omkostninger i forbindelse med brug såsom forbrug af energi og andre ressourcer,

    • c) omkostninger til vedligeholdelse og

    • d) omkostninger i forbindelse med bortskaffelse såsom indsamling og genindvinding.

  • 2) Omkostninger, der kan henføres til eksterne virkninger på miljøet, og som er knyttet til varen, tjenesteydelsen eller bygge- og anlægsarbejdet i løbet af livscyklussen, såfremt deres pengemæssige værdi kan bestemmes og verificeres. Disse omkostninger kan omfatte omkostninger forbundet med drivhusgasemissioner og andre forurenende emissioner og andre omkostninger i forbindelse med modvirkning af klimaændringer.

§ 167

En ordregiver skal anføre i udbudsbekendtgørelsen eller det øvrige udbudsmateriale, hvilke oplysninger tilbudsgiverne skal fremlægge, og hvilken metode ordregiveren vil anvende til at beregne livscyklusomkostningerne, hvis ordregiveren, jf. § 166, vurderer omkostningerne ud fra en beregning af livscyklusomkostningerne.

§ 168

Metoden, som anvendes til vurdering af omkostninger forbundet med eksterne virkninger på miljøet, skal opfylde følgende betingelser:

  • 1) Metoden skal være baseret på objektivt verificerbare og ikkediskriminerende kriterier, navnlig når den ikke er udarbejdet til gentagen eller konstant anvendelse.

  • 2) Metoden må ikke uretmæssigt favorisere visse økonomiske aktører eller stille dem mindre gunstigt.

  • 3) Metoden skal være tilgængelig for alle økonomiske aktører.

  • 4) De oplysninger, som kræves, skal kunne fremskaffes ved en rimelig indsats af økonomiske aktører, der udviser almindelig påpasselighed, herunder tilbudsgivere fra tredjelande, der er parter i Agreement on Government Procurement (GPA) eller andre internationale aftaler, som EU er bundet af.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for beregning af livscyklusomkostninger.

Unormalt lave tilbud
§ 169

Forekommer et tilbud unormalt lavt, skal ordregiveren anmode tilbudsgiveren om inden for en passende frist at redegøre for de priser og omkostninger, der indgår i tilbuddet, jf. stk. 2.

Stk. 2 En ordregiver kan alene afvise et tilbud som unormalt lavt, når det tilbudte pris- eller omkostningsniveau ikke kan begrundes på baggrund af tilbudsgiverens redegørelse. Redegørelsen kan vedrøre

  • 1) besparelser i forbindelse med produktionsmetoden for varerne eller tjenesteydelserne eller byggemetoden,

  • 2) de anvendte tekniske løsninger eller tilbudsgiverens usædvanlig gunstige betingelser for at levere varerne eller tjenesteydelserne eller for at udføre arbejdet,

  • 3) originaliteten af de af tilbudsgiveren tilbudte arbejder, varer eller tjenesteydelser eller

  • 4) eventuel statsstøtte til tilbudsgiveren, jf. stk. 4.

Stk. 3 En ordregiver skal afvise et tilbud, når tilbuddet er unormalt lavt, fordi tilbudsgiveren eller dennes underleverandør har tilsidesat gældende forpligtelser inden for det miljø-, social- og arbejdsretlige område i henhold til EU-retten, national lovgivning eller kollektive aftaler eller i henhold til de miljø-, social- og arbejdsretlige forpligtelser, der er afledt af konventionerne, der er nævnt i bilag X til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).

Stk. 4 En ordregiver kan kun afvise et tilbud som unormalt lavt med den begrundelse, at tilbudsgiveren har modtaget statsstøtte, når tilbudsgiveren ikke inden for en passende frist har godtgjort, at den pågældende støtte er forenelig med det indre marked, jf. artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Stk. 5 Afviser ordregiveren et tilbud på grund af statsstøtte, skal ordregiveren meddele dette til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som herefter underretter Europa-Kommissionen herom.

Tilbagekaldelse af tildelingsbeslutning
§ 170

En ordregiver kan tilbagekalde en tildelingsbeslutning og genoptage tilbudsevalueringen, når

  • 1) der er begået fejl ved den oprindelige vurdering af tilbuddene,

  • 2) kontrakten endnu ikke er indgået,

  • 3) den fastsatte vedståelsesperiode er ikke udløbet og

  • 4) samtlige tilbudsgivere underrettes om, at tildelingsbeslutningen tilbagekaldes, og om, at vurderingen af tilbuddene genoptages.

Stk. 2 Tilbagekalder ordregiveren en tildelingsbeslutning, skal ordregiveren træffe en ny tildelingsbeslutning på grundlag af en fornyet vurdering af de samme tilbud, som lå til grund for den oprindelige tildelingsbeslutning, med anvendelse af den i udbudsmaterialet beskrevne fremgangsmåde.