Trafikselskabsloven § 27

Denne konsoliderede version af trafikselskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om trafikselskaber

Lov nr. 582 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 01. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 1571 af 12. december 2023

§ 27

Trafikselskaberne, Bornholms Regionskommune, Metroselskabet I/S og DSB skal i et aktieselskab benævnt Rejsekort & Rejseplan A/S drive og udvikle et elektronisk rejseplansystem for oplysning om rejsetider, rejseplanlægning og priser m.v. og et elektronisk rejsekortsystem for billettering og betaling m.v.

Stk. 2 Stiftelsen af Rejsekort & Rejseplan A/S kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.

Stk. 3 Ejerne af Rejsekort & Rejseplan A/S kan ændre selskabets navn.

Stk. 4 Rejsekort & Rejseplan A/S ledes af en bestyrelse, som udpeges af ejerne. Derudover udpeger transportministeren 1 bestyrelsesmedlem. Endvidere udpeger ejerne og transportministeren i fællesskab 1 eksternt bestyrelsesmedlem, som skal være formand for bestyrelsen.

Stk. 5 Kan ejerne ikke opnå enighed om bestyrelsens størrelse og fordelingen af bestyrelsesposter, fastsætter transportministeren antallet af bestyrelsesmedlemmer, og hvor mange medlemmer hver ejer får ret til at udpege.

Stk. 6 Kan der ikke opnås enighed om udpegning af bestyrelsesformanden, jf. stk. 4, 3. pkt., udpeger transportministeren formanden.

Stk. 7 Rejsekort & Rejseplan A/S skal give udmeldte økommuner, jf. § 1, stk. 3, og jernbanevirksomheder, der udfører offentlig servicetrafik på kontrakt, mulighed for at blive tilsluttet det elektroniske rejseplan- og rejsekortsystem.

Stk. 8 Rejsekort & Rejseplan A/S skal give tredjepart adgang til at få vist sine transportdata i rejseplan- og rejsekortsystemet.

Stk. 9 Rejsekort & Rejseplan A/S skal udarbejde en forretningsplan, som skal indeholde en strategi for

  • 1) at samle det elektroniske rejseplan- og rejsekortsystem i én mobilitetstjeneste,

  • 2) at skabe de bedst mulige rammer for tredjeparts adgang til selskabets tjenester og

  • 3) at skabe bedst mulig adgang for tredjeparts videresalg af billetter.

Stk. 10 Rejsekort & Rejseplan A/S skal en gang årligt indsende en redegørelse til transportministeren, hvor selskabet redegør for implementeringen af de obligatoriske punkter i selskabets forretningsplan, jf. stk. 9, nr. 1-3.

Stk. 11 Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om Rejsekort & Rejseplan A/S’ drift og udvikling af rejseplan- og rejsekortsystemet, herunder om finansieringen af driften og udviklingen, prioriteringen af udviklingsindsatserne og objektive betingelser for tilslutning til rejseplan- og rejsekortsystemet.