Tøndermarskloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af tøndermarskloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken

Lov nr. 111 af 12. marts 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 691 af 26. maj 2023

Kapitel 3 1 Arealkategorier
§ 3

De arealer, der er omfattet af loven, opdeles efter den fremtidige anvendelse i

  • 1) vedvarende græsarealer,

  • 2) arealer i omdrift og

  • 3) andre arealer.

Vedvarende græsarealer
§ 4

Vedvarende græsarealer omfatter landbrugsarealer uden for de områder, der er vist på kortbilag 7, samt de landbrugsarealer inden for disse områder, der efter §§ 5 og 6 udpeges til vedvarende græsarealer.

§ 5

Miljøministeren udpeger inden den 1. april 1990 vedvarende græsarealer inden for de områder, der er vist på kortbilag 7, efter følgende retningslinier:

  • 1) I Ny Frederikskog udpeges 54 ha og i Rudbøl Kog 25 ha.

  • 2) Det skal tilstræbes, at de arealer, der ikke udpeges som vedvarende græsarealer, placeres i samlede enheder omkring eksisterende landbrugsejendomme og hensigtsmæssigt i forhold til bevandingssystemet.

  • 3) I videst muligt omfang skal udpeges arealer, der hidtil har henligget i græs.

Stk. 2 Forud for den i stk. 1 nævnte udpegning indhenter miljøministeren en udtalelse om forslaget til udpegningen fra det i § 47 nævnte udvalg.

§ 6

Forud for den udpegning, der er nævnt i § 5, foretages ved NaturErhvervstyrelsens foranstaltning jordfordeling inden for området.

Stk. 2 Jordfordeling som nævnt i stk. 1 sker efter reglerne i lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven), idet de begrænsninger, der er nævnt i jordfordelingslovens § 3, stk. 2 og 3, ikke gælder for jordfordeling med skæringsdato inden den 1. april 1990.

Stk. 3 Såfremt det af hensyn til loddernes naturlige afgrænsning er nødvendigt for gennemførelse af jordfordeling efter stk. 1 og stk. 2, er en lodsejer pligtig til, hvor værdien af afgivet areal overstiger værdien af det ham ved planen tildelte areal, at modtage udligning af værdiforskellen i penge inden for et beløb af 30.000 kr. og ikke ud over 30 pct. af værdien af det afgivne areal.

§ 7

Miljøministeren bekendtgør, hvilke arealer der efter den 1. april 1990, jf. §§ 4 og 5, er vedvarende græsarealer. Bekendtgørelse sker i Statstidende og i et eller flere stedlige blade, ligesom de berørte lodsejere underrettes skriftligt.

Arealer i omdrift
§ 8

Arealer i omdrift omfatter landbrugsarealer inden for de områder, der er vist på kortbilag 7, som ikke efter § 5 er udpeget til vedvarende græsarealer.

Andre arealer
§ 9

Andre arealer omfatter de arealer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 8.