Toldloven § 23

Denne konsoliderede version af toldloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1116 af 22. september 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 04. januar 2022,
som ændret ved lov nr. 1795 af 28. december 2023

§ 23

Personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, skal ved indrejsen i og udrejsen fra det danske toldområde uopfordret standse op for kontrol og skal i øvrigt standse op for kontrol, når told- og skatteforvaltningen forlanger det.

Stk. 2 De i stk. 1 nævnte personer har pligt til over for told- og skatteforvaltningen at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og de i henhold til § 10, stk. 3, fastsatte regler herom. De nævnte personer skal endvidere give de oplysninger, der er nødvendige for kontrollens udøvelse.

Stk. 3 Personer, som indrejser i eller udrejser fra det danske toldområde, og som har været om bord på skibe eller luftfartøjer, som befinder sig i tog, eller som færdes på offentlige veje, skal, når told- og skatteforvaltningen forlanger det, standse op for kontrol. Tilsvarende gælder for personer, der færdes ved landegrænse, langs kyster, i havne og i lufthavne eller på landingssteder.

Stk. 4 De i stk. 1 og 3 og § 10 c, stk. 1, nævnte personer og personer om bord på skibe og i luftfartøjer skal, når told- og skatteforvaltningen forlanger det, opgive navn og bopæl. Told- og skatteforvaltningen kan kræve disse oplysninger dokumenteret.

Stk. 5 De i stk. 1 og 3 og § 10 c, stk. 1, nævnte personer skal påvise alle rum og gemmer i bagage m.v. og deres eventuelle befordringsmidler samt, i det omfang told- og skatteforvaltningen ønsker det, udpakke bagage m.v.