Lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år § 2a

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 213 af 31. marts 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 26. marts 2021,
som ændret ved lov nr. 2071 af 21. december 2020 og lov nr. 738 af 13. juni 2023

§ 2a

Den, der erhvervsmæssigt sælger tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter, på fysiske salgssteder skal kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 18 år.

Stk. 2 Den, der erhvervsmæssigt markedsfører tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter online, skal kræve, at kunden, inden salget gennemføres, utvetydigt tilkendegiver at være fyldt 18 år.

Stk. 3 Den, der erhvervsmæssigt sælger alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover på fysiske salgssteder, skal kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 16 år.

Stk. 4 Den, der erhvervsmæssigt markedsfører alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover online, skal kræve, at kunden, inden salget gennemføres, utvetydigt tilkendegiver at være fyldt 16 år.

Stk. 5 Den, der erhvervsmæssigt sælger alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 16,5 eller derover på fysiske salgssteder, skal kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 18 år.

Stk. 6 Den, der erhvervsmæssigt markedsfører alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 16,5 eller derover online, skal kræve, at kunden, inden salget gennemføres, utvetydigt tilkendegiver at være fyldt 18 år.

Stk. 7 Butikker, hvor der foregår detailsalg af alkoholholdige drikkevarer, skal ved synlig skiltning, der er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, informere om aldersgrænsekravene for salg af alkoholholdige drikkevarer, jf. stk. 3-6.

Stk. 8 Skilte med information om, at salg af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter kun kan finde sted ved overholdelse af aldersgrænsekravene for salg af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, jf. stk. 1 og 2, udarbejdes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 9 Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udformning, opsætning m.v. af skilte, jf. stk. 7.