Tjenestemandspensionsloven Kapitel 4 a

Denne konsoliderede version af tjenestemandspensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om tjenestemandspension

Lov nr. 292 af 18. juni 1969,
jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 18. maj 2017

Kapitel 4 a Pension til åremålsansatte
§ 16a

Pensionen til tjenestemænd på åremål, jf. § 33 a, stk. 1, i lov om tjenestemænd, fastsættes med udgangspunkt i den pågældendes pensionsmæssige placering under den seneste varige ansættelse inden pensioneringstidspunktet.

Stk. 2 Ved beregning af pensionen medregnes åremålsansættelsen i pensionsalderen.

Stk. 3 Til den i henhold til stk. 1 og 2 fastsatte pension ydes et tillæg, der for hvert åremålsår fastsættes til 2,7 pct. af højeste pension ved pensionering fra åremålsansættelsen. Den samlede pension kan dog ikke overstige den pension, der ville være opnået ved pensionering fra åremålsansættelsen.

Stk. 4 Pensionstillæg efter stk. 3 indgår i det beløb, hvoraf eventuel ægtefællepension beregnes.

§ 16b

Uanset ansættelsestiden, jf. § 2, kan en tidligere åremålsansat tjenestemand som nævnt i § 33 a, stk. 1, i lov om tjenestemænd få udbetalt egenpension fra den 1. i måneden efter, at den pågældende har nået pensionsudbetalingsalderen, jf. pensionsbeskatningslovens § 1 a, medmindre den pågældende er fratrådt under åremålsansættelsen. Dette gælder dog ikke for personer, der er omfattet af § 16 c, stk. 2.

Stk. 2 Ministeren for offentlig innovation kan tillade, at egenpension udbetales før, den pågældende har nået pensionsudbetalingsalderen, jf. pensionsbeskatningslovens § 1 a, hvis den berettigede bliver erhvervsudygtig af helbredsmæssige årsager, eller hvis forholdene i øvrigt taler derfor.

Stk. 3 Bestemmelsen i § 6, stk. 6, finder ikke anvendelse ved udbetaling af pension efter stk. 1 og 2.

§ 16c

Reglerne i denne lov finder ikke anvendelse for personer omfattet af § 33 a, stk. 2, i lov om tjenestemænd. Ministeren for offentlig innovation træffer efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet bestemmelse om anden pensionsordning for det pågældende ansættelsesforhold.

Stk. 2 Ministeren for offentlig innovation kan bestemme, at en person som nævnt i § 33 a, stk. 1, i lov om tjenestemænd henføres til stk. 1, hvis særlige konkrete omstændigheder taler derfor.