Tjenestemandsloven Kapitel 15

Denne konsoliderede version af tjenestemandsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om tjenestemænd

Lov nr. 291 af 18. juni 1969,
jf. lovbekendtgørelse nr. 511 af 18. maj 2017

Kapitel 15 1 Tjenestefrihed m.v.
§ 58

Vedkommende minister eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan bevilge en tjenestemand hel eller delvis tjenestefrihed uden løn og uden optjening af lønanciennitet.

Stk. 2 Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte bestemmelser om tjenestefrihed med hel eller delvis bevarelse af løn og lønanciennitetsoptjening.

Stk. 3 Vedkommende minister eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan imødekomme en tjenestemands anmodning om nedsat arbejdstid for en begrænset periode eller indtil videre mod tilsvarende nedsættelse af løn og lønanciennitetsoptjening.

Stk. 4 Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte bestemmelser om nedsættelse af arbejdstiden uden tilsvarende nedsættelse af løn og lønanciennitetsoptjening.

§ 58a

Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om, at tjenestemænd har ret til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.

§ 58b

Vedkommende minister eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan inden for rammer, der fastsættes ved aftale i henhold til § 45, gøre uddannelse, hvortil ansættelsesmyndigheden afholder omkostningerne, betinget af, at tjenestemanden på forhånd forpligter sig til at forblive i tjenesten en vis periode efter gennemgået uddannelse, samt af, at løn i uddannelsesperioden og eventuelle øvrige uddannelsesomkostninger helt eller delvis tilbagebetales, hvis denne tjenestepligt ikke opfyldes.

Stk. 2 Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på områder, hvor regler om tjenestepligt efter gennemgået uddannelse allerede måtte være fastsat ved lov eller i medfør af lov forud for denne lovs ikrafttræden.