Kapitel 7 a. Fuldmagter
Den, der er berettiget til at råde over eller erklære sig om en ret over en bestemt fast ejendom, kan efter reglerne i stk. 2 og 3 samt de regler, der fastsættes i medfør af stk. 5, give en anden person fuldmagt til at udstede og anmelde dokumenter vedrørende den pågældende ret til tinglysning, herunder afgive erklæringer vedrørende ejendommen. Fuldmagten kan indsendes, inden den pågældende er berettiget til at råde.
Stk. 2 Fuldmagten skal indsendes til Tinglysningsretten elektronisk eller på papir. Retten sender meddelelse om registrering af fuldmagten til den, der har indsendt fuldmagten. Elektroniske fuldmagter skal være forsynet med fuldmagtsgivers digitale signatur. Fuldmagter, der indsendes på papir, skal være dateret og underskrevet af fuldmagtsgiver, og dennes underskrift skal, hvis fuldmagten angår udstedelse og anmeldelse af skøder eller pantebreve, være bekræftet af en advokat eller to andre vitterlighedsvidner. Vidnerne skal udtrykkelig bevidne underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og fuldmagtsgivers myndighed. Vidnernes personnummer skal angives. Nævnte bekræftelse er dog ikke nødvendig, når fuldmagten udstedes af en offentlig myndighed.
Stk. 3 En fuldmagt kan alene danne grundlag for udstedelse og anmeldelse af dokumenter til tinglysning, herunder afgivelse af erklæringer, i den periode, den angiver at være gyldig.
Stk. 4 Er fuldmagten ikke registreret inden modtagelsen af et dokument, der anmeldes til tinglysning på grundlag af fuldmagten, tinglyses dokumentet med en frist på 6 hverdage til indsendelse af fuldmagten. Lørdage, grundlovsdag, den 24. december og den 31. december anses ikke for hverdage ved beregning af fristen. Dokumentet slettes, hvis fuldmagten ikke er kommet frem til retten inden fristens udløb. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder dog ikke ved tinglysning af påtegning på et tidligere tinglyst dokument eller ved aflysning af et dokument.
Stk. 5 Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om udformningen og indholdet af fuldmagter, der skal indsendes til Tinglysningsretten, herunder at fuldmagten skal indeholde oplysning om person- eller cvr-nummer på fuldmagtsgiver og fuldmagtshaver, og at papirfuldmagter skal være oprettet således, at de kan aflæses maskinelt, samt om en længste gyldighedsperiode for fuldmagter. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om rettens adgang til på begæring at forlænge fristen i stk. 4 og om, at retten i forbindelse med tinglysning efter stk. 1 skal sende meddelelse til den, der ifølge tingbogen er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed, herunder om fuldmagtshavers betaling af et gebyr for denne meddelelse. Bekendtgørelse om adgang til tinglysningssystemet og om tinglysningsmåden
Stk. 6 Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse på dokumenter vedrørende rettigheder, der skal tinglyses i bilbogen, andelsboligbogen eller personbogen, jf. kapitel 6 a, 6 b og 7. Bekendtgørelse om adgang til tinglysningssystemet og om tinglysningsmåden