Tinglysningsafgiftsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af tinglysningsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v. (tinglysningsafgiftsloven)

Lov nr. 382 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1083 af 22. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 168 af 29. februar 2020, lov nr. 2227 af 29. december 2020, lov nr. 369 af 02. april 2023 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

Kapitel 3 1 Afgiftspligtens indtræden
§ 16

Afgiftspligten indtræder ved anmeldelsen til tinglysning eller registrering, jf. dog § 6 b, stk. 2. Afgiften forfalder til betaling ved tinglysningen eller registreringen, jf. dog § 17.

Stk. 2 Skal afgiften betales ved tinglysningen eller registreringen, kvitterer registreringsmyndigheden for afgiftens betaling ved at påføre dokumentet påtegning herom.

§ 17

En virksomhed kan uanset forfaldstidspunktet efter § 16 vælge at betale afgiften månedligt på egne eller kunders vegne, hvis virksomheden er registreret som månedligt betaler hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2 De registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, der er på 1 måned, betale afgift til told- og skatteforvaltningen for de transaktioner, der er tinglyst eller registreret hos registreringsmyndigheden for den pågældende afgiftsperiode. Virksomhederne skal angive afgiften. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2 og 4-8 i opkrævningsloven. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om angivelsen af afgiften. Bekendtgørelse om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.

Stk. 3 Hvis en registreret virksomhed ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, jf. § 11 i opkrævningsloven, kan told- og skatteforvaltningen slette registreringen af virksomheden, således at virksomheden ikke kan betale afgiften månedligt, før der er stillet sikkerhed.