Tingbogsbekendtgørelsen Kapitel 5

Denne konsoliderede version af tingbogsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om tinglysning i tingbogen (fast ejendom)

Bekendtgørelse nr. 834 af 03. september 2009,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1039 af 02. september 2010, bekendtgørelse nr. 235 af 23. marts 2011, bekendtgørelse nr. 226 af 28. februar 2012, bekendtgørelse nr. 668 af 11. juni 2013, bekendtgørelse nr. 1601 af 23. december 2013, bekendtgørelse nr. 1538 af 09. december 2016, bekendtgørelse nr. 607 af 30. maj 2018, bekendtgørelse nr. 159 af 21. februar 2019 og bekendtgørelse nr. 1642 af 29. juni 2021

Kapitel 5 Pantstiftende dokumenter
§ 19

Pantstiftende dokumenter skal ud over kravene i bekendtgørelsens kapitel 2 indeholde oplysning om hovedstolen med angivelse af valuta.

Stk. 2 Er debitor ifølge det pantstiftende dokument en anden end den, der efter tingbogen har adkomst til ejendommen, skal dokumentet endvidere indeholde oplysning om adkomsthavers person- eller CVR-nummer. Har vedkommende ikke person- eller CVR-nummer, angives navn og adresse.

Stk. 3 Er det pantstiftende dokument tiltrådt af en kautionist, og anmodes der om, at dette registreres i tingbogen, skal dokumentet indeholde oplysning om kautionistens person- eller CVR-nummer. Har vedkommende ikke et person- eller CVR-nummer, angives navn og adresse.

§ 20

Pantstiftende dokumenter bortset fra retspant, lovbestemt pant og underpant skal desuden indeholde oplysning om:

  • 1) betalingsvilkår,

  • 2) rente og rentevilkårene, herunder eventuel rentedato,

  • 3) låntypen og, hvis lånet ydes i henhold til lov, lovens navn, nummer og datoen for offentliggørelsen,

  • 4) særlige lånevilkår, herunder eventuelle vilkår om afdragsfrihed, konvertibilitet, refinansiering, indeksregulering, rentetilpasning, samt opsigelsesvilkår og vilkår om overdragelighed,

  • 5) de hæftelser og byrder, som respekteres, og

  • 6) oprykningsret.

Stk. 2 Pantstiftende dokumenter kan endvidere indeholde oplysninger om:

  • 1) samtykke fra adkomsthavers ægtefælle efter § 6 i lov om ægtefællers økonomiske forhold og i givet fald ægtefællens personnummer eller, hvis vedkommende ikke har et personnummer, navn og adresse og

  • 2) meddelelsespåtegning efter retsplejeloven med angivelse af meddelelseshavers person- eller CVR-nummer eller, hvis vedkommende ikke har et person- eller CVR-nummer, navn og adresse.

Stk. 3 Er det pantstiftende dokument et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, finder stk. 1, nr. 3 og 4, ikke anvendelse.

§ 21

Indeholder et pantstiftende dokument en bestemmelse om respekt af fremtidig hæftelse, skal dokumentet indeholde oplysning om den fremtidige hæftelses kreditor, hovedstol, valuta, rentesats og om låntypen.

§ 22

Pantstiftende dokumenter bortset fra retspant, lovbestemt pant og underpant skal indeholde ”Almindelige betingelser (A)”, jf. bilag 1, eller ”Almindelige betingelser (skadesløsbrev)”, jf. bilag 2. Pantebreve, der kan ligge til sikkerhed for lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer, kan i stedet indeholde ”Almindelige betingelser (SDO/SDRO), jf. bilag 4. Pantebreve til realkreditinstitutter kan indeholde ”Almindelige betingelser (B)”, jf. bilag 3. Private indekspantebreve skal indeholde ”Almindelige betingelser (indekspantebrev)”, jf. bilag 5.

Stk. 2 Når ”Almindelige betingelser (A)” eller ”Almindelige betingelser (indekspantebrev)” anvendes, skal det angives, hvis pantebrevet er et sælgerpantebrev.

§ 23

Der må ikke foretages ændringer i de almindelige betingelser.

Stk. 2 Fravigelse af de almindelige betingelser kan kun ske, når fravigelserne gengives under ”særlige bestemmelser”, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Der kan ikke ske fravigelse af bestemmelsen i nr. 2, 3. pkt., i ”Almindelige betingelser (B)”, jf. § 53, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. I øvrigt kan følgende bestemmelser i de almindelige betingelser ikke fraviges til ugunst for debitor, jf. tinglysningslovens § 42 a, stk. 3:

  • 1) nr. 2, sidste pkt., og nr. 8, litra a, i ”Almindelige betingelser (A)”,

  • 2) nr. 4, sidste pkt., og nr. 9, litra a, i ”Almindelige betingelser (B)”,

  • 3) nr. 3, sidste pkt., og nr. 8, litra a, i ”Almindelige betingelser (SDO/ SDRO)” og

  • 4) nr. 2, sidste pkt., og nr. 9, litra a, i ”Almindelige betingelser (indekspantebrev)”.

§ 23a

Når et pantstiftende dokument omfatter flere faste ejendomme ejet af en erhvervsmæssig udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller en energi- eller vandforsyningsvirksomhed og omfatter det i tinglysningslovens § 37 a anførte driftsinventar og driftsmateriel, skal der afgives særskilt erklæring om dette. Erklæringen kan afgives på såvel nye pantstiftende dokumenter som ved en påtegning på et allerede tinglyst pantstiftende dokument.