Tilbudsportalbekendtgørelsen § 16

Denne konsoliderede version af tilbudsportalbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om Tilbudsportalen

Bekendtgørelse nr. 347 af 04. april 2024

Påbud
§ 16

Social- og Boligstyrelsen kan træffe afgørelse om at udstede et påbud til et registreret tilbud, jf. § 14, stk. 5, i lov om social service, hvis oplysninger, der er indberettet af tilbuddet, og som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, eller tilbuddets indberetning af oplysninger, som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.

Stk. 2 Social- og Boligstyrelsen skal, inden styrelsen træffer afgørelse om påbud, fremsende oplysningerne i sagen til det pågældende tilbud med henblik på at give tilbuddet mulighed for at fremkomme med bemærkninger. Tilbuddet skal fremkomme med sine bemærkninger senest 4 uger efter, at styrelsen har sendt de pågældende oplysninger til tilbuddet. Social- og Boligstyrelsen skal samtidig med fremsendelsen til tilbuddet sende en kopi af de pågældende oplysninger til det socialtilsyn, den kommunalbestyrelse eller det regionsråd, som godkender de af tilbuddet indberettede oplysninger, jf. §§ 4-6.

Stk. 3 Social- og Boligstyrelsen skal i en afgørelse om påbud anføre de forhold, der begrunder påbuddet, og som tilbuddet pålægges at rette op på.

Stk. 4 Social- og Boligstyrelsen skal orientere det socialtilsyn, den kommunalbestyrelse eller det regionsråd, som godkender de af tilbuddet indberettede oplysninger, jf. §§ 4-6, om en afgørelse om påbud.