Sygedagpengeloven § 11a

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023, lov nr. 1541 af 12. december 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

§ 11a

Kommunen skal til brug for den første opfølgning, jf. § 13 b, anmode om en lægeattest med den praktiserende læges vurdering af den sygemeldtes muligheder for at arbejde og eventuelle behov for skånehensyn, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, for at opfølgningen kan finde sted på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Stk. 2 Til brug for vurderingen efter stk. 1 skal lægen have den sygemeldtes oplysninger om sygdommens betydning for den sygemeldtes muligheder for at arbejde. Hvis den sygemeldte er i arbejde, skal lægen også have arbejdsgiverens eventuelle oplysninger om sygdommens betydning for den sygemeldtes muligheder for at arbejde, jf. § 7 c, stk. 2, og § 40, stk. 4.

Stk. 3 Den praktiserende læges vurdering afgives på en attest godkendt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Lægeattesten betales af kommunen.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at kommunen digitalt skal anmode om en lægeattest, og om, at kommunen skal modtage den udfyldte lægeattest digitalt.