Sygedagpengeloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023, lov nr. 1541 af 12. december 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

Kapitel 11 1 Beskæftigelseskrav i forhold til kommunen
§ 32

En lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen, når den pågældende

  • 1) er i beskæftigelse og har været beskæftiget i mindst 240 timer, jf. stk. 2, inden for de seneste 6 afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag og i mindst 5 af disse måneder har været beskæftiget i mindst 40 timer i hver måned samt ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og beskæftigelsesforhold,

  • 2) hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt, ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., eller hvis personen på tidspunktet for sygefraværets start er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge under de første 14 dages sygefravær, jf. § 62, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvor retten til arbejdsløshedsdagpenge ophører, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., inden udløbet af de 14 dage,

  • 3) inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed,

  • 4) er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov, eller

  • 5) er ansat i fleksjob, jf. kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2 Opgørelsen af beskæftigelseskravet efter stk. 1, nr. 1, sker på baggrund af indberetninger til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, jf. dog stk. 5, og ved opgørelsen indgår timer, hvor lønmodtageren har

  • 1) arbejdet som lønmodtager,

  • 2) arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende umiddelbart forud for arbejdet som lønmodtager og med virksomheden har opfyldt beskæftigelseskravet efter § 42,

  • 3) modtaget sygedagpenge eller dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,

  • 4) modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor,

  • 5) modtaget midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

  • 6) afholdt ferie med løn eller feriegodtgørelse eller

  • 7) modtaget godtgørelse i en opsigelsesperiode fra Lønmodtagernes Garantifond.

Stk. 3 Ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet efter stk. 1 er opfyldt, ses der bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om social service og § 87 i barnets lov, plejevederlag efter § 120 i lov om social service og § 90, nr. 11, i barnets lov, eller hvor lønmodtageren har været omfattet af en arbejdskonflikt.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren regler om indberetning af timer til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, for udbetalte sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, udbetalte barselsdagpenge efter barselsloven og udbetalte arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 5 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår beskæftigelseskravet efter stk. 1, nr. 1, er opfyldt, og om opgørelse og placering af timer samt omregning m.v. af indkomster vedrørende timer omfattet af § 32, stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om, at beskæftigelse og indkomster, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, kan indgå ved opgørelsen af timer efter stk. 1, nr. 1, og stk. 2. Bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v.

§ 33

Retten til sygedagpenge fra kommunen indtræder

  • 1) fra lønmodtagerens første fraværsdag,

  • 2) fra lønmodtagerens første fraværsdag efter, at retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren efter kapitel 10 eller udbetaling af løn fra arbejdsgiveren er ophørt,

  • 3) fra lønmodtagerens første fraværsdag, efter at retten til arbejdsløshedsdagpenge under de første 14 dages sygefravær fra arbejdsløshedskassen efter § 62, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er ophørt, eller

  • 4) fra den fraværsdag, hvor lønmodtageren efter fraværets begyndelse opfylder det beskæftigelseskrav, der er nævnt i § 32, stk. 1, nr. 2.

§ 34

En person, der pådrager sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, og som ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren, har ret til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag, uanset at personen ikke opfylder beskæftigelseskravet efter § 32.

Stk. 2 En person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 d, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, har ret til sygedagpenge fra kommunen fra personens første fraværsdag, efter at retten til uddannelsesgodtgørelse ophører.