SVU-loven § 2

Denne konsoliderede version af sVU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om statens voksenuddannelsesstøtte

Lov nr. 490 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 23. januar 2020,
som ændret ved lov nr. 1693 af 26. december 2017, lov nr. 1701 af 27. december 2018, lov nr. 672 af 26. maj 2020 og lov nr. 2400 af 14. december 2021

§ 2

Uddannelsessøgende har ret til statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), når de

  • 1) er fyldt 25 år og indtil nået folkepensionsalder efter § 1 a i lov om social pension, jf. dog stk. 5,

  • 2) er beskæftigede uden offentligt tilskud som lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefæller,

  • 3) gennemgår en uddannelse, der giver ret til SVU, jf. § 4, stk. 1, og § 8, stk. 1, 24 og 5

  • 4) er studieaktive, jf. § 14,

  • 5) er tilmeldt folkeregistret i Danmark eller er danske statsborgere, tilhører det danske mindretal i Sydslesvig eller i henhold til international overenskomst har ret til SVU på lige fod med danske statsborgere,

  • 6) ikke får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne,

  • 7) ikke får ydelser, der skal dække udgifter til aflønning af medhjælper i uddannelsesperioden, og

  • 8) ikke har ret til løn fra et praktiksted i uddannelsesperioden.

Stk. 2 For at få SVU er det en betingelse, at den uddannelsessøgende har været i beskæftigelse, jf. stk. 1, nr. 2, hos nuværende arbejdsgiver i mindst 26 uger, umiddelbart før uddannelsen begynder. Er den uddannelsessøgende sæsonarbejder, løsarbejder eller vikar, kan de 26 uger hos samme arbejdsgiver optjenes over en periode på 2 år.

Stk. 3 For uddannelsessøgende, der er i beskæftigelse som lønmodtagere, jf. stk. 1, nr. 2, er det yderligere en betingelse, at lønmodtageren træffer aftale med sin nuværende arbejdsgiver om orlov til deltagelse i uddannelse, mens lønmodtageren er i uopsagt stilling. Aftalen skal indeholde nærmere vilkår for den uddannelsessøgendes tilbagevenden til arbejdspladsen efter uddannelsesperiodens udløb eller afbrydelse.

Stk. 4 Vedkommende minister, jf. § 1, kan fastsætte nærmere regler om betingelserne i stk. 1, nr. 1-8, og kan herunder fravige aldersbetingelsen i stk. 1, nr. 1, i forbindelse med jobrotation samt betingelsen om, at det skal dreje sig om beskæftigelse uden offentligt tilskud, i stk. 1, nr. 2.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om, at uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år, kan få SVU til uddannelse efter § 4, stk. 1.