Sundhedsloven Kapitel 79

Denne konsoliderede version af sundhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 546 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 247 af 12. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013, lov nr. 907 af 21. juni 2022 og lov nr. 1778 af 28. december 2023

Kapitel 79 1 Øvrige ydelser og tilskud
Vaccinationer
§ 254

Bopælsregionen afholder udgifter til vaccinationsydelser efter § 158. For personer, der ikke har bopæl i landet, afholdes udgifterne af opholdsregionen.

Stk. 2 Staten afholder dog udgifter til børnevacciner i medfør af de af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler om børnevaccinationer, jf. § 158, stk. 2.

Udstedelse af kort
§ 255

Bopælsregionen afholder udgifter ved udstedelse af bevis efter lovens § 12, stk. 1, og § 12 a, stk. 2 og 3.

Ernæringspræparater
§ 256

Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til ernæringspræparater efter § 159.

Begravelseshjælp
§ 257

Bopælskommunen afholder udgifter til begravelseshjælp efter § 160.

Søfarende
§ 258

Staten afholder udgifter til ydelser til søfarende m.fl. efter § 161. Til dækning af udgifterne betaler rederne (ejerne) et bidrag årligt for hver søfarende i udenrigsfart. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved beregning og opkrævning af bidrag og kan bestemme, at beløbet beregnes på anden måde end på årsbasis. Bidraget reguleres efter indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer under hensyn til indtrufne ændringer i udgifterne ved ydelser efter § 161.

Regionale tandplejeydelser
§ 259

Bopælsregionen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter § 162, stk. 1 og 3, § 163 og § 166, stk. 1 og 2.

Offentlig rejsesygesikring inden for rigsfællesskabet
§ 260

Regionsrådene afholder udgifter til offentlig rejsesygesikring inden for rigsfællesskabet efter § 167.