SU-loven § 17

Denne konsoliderede version af sU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om statens uddannelsesstøtte

Lov nr. 448 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 395 af 13. april 2023,
som ændret ved lov nr. 1574 af 12. december 2023

§ 17

Til den enkelte uddannelse, der gives uddannelsesstøtte til inden for klippekortet, gives et antal klip, der svarer til den normerede uddannelsestid målt i måneder (støttetiden), jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Uddannelsessøgende, der senest 2 år efter afslutningen af den adgangsgivende uddannelse optages på en uddannelse, der gives støtte til inden for klippekortet, gives en støttetid, der svarer til den normerede studietid med et tillæg på 12 klip. Denne udvidede støttetid gives også til efterfølgende uddannelser, der gives støtte til inden for klippekortet.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at støttetiden i en uddannelse kan forlænges med klip, der er valgt fra eller i øvrigt sparet op i en tidligere gennemført uddannelse. SU-bekendtgørelsen

Stk. 4 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om støttetiden efter stk. 2 og kan herunder fastsætte regler om, hvad der anses for at være en adgangsgivende ungdomsuddannelse, og hvornår der kan undtages fra betingelserne i stk. 2. SU-bekendtgørelsen