SU-loven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af sU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om statens uddannelsesstøtte

Lov nr. 448 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 395 af 13. april 2023,
som ændret ved lov nr. 1574 af 12. december 2023

Kapitel 12 Støtteform, støttebetingelser, støttebeløb, administration, klageadgang m.v.
§ 47

Ph.d.-studerende kan få stipendium til ph.d.-studier (SU-ph.d.-stipendium), når de Bekendtgørelse om SU-ph.d.-stipendium

  • 1) inden opnået kandidatgrad er indskrevet til et ph.d.-studium på en uddannelsesinstitution i Danmark eller i udlandet og

  • 2) er danske statsborgere eller efter international overenskomst har ret til ph.d.-stipendium på lige fod med danske statsborgere eller i støttemæssig henseende ved uddannelser i Danmark ligestilles med danske statsborgere af uddannelses- og forskningsministeren. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke ph.d.-studerende der ligestilles med danske statsborgere.

Stk. 2 Ph.d.-stipendiet kan ikke gives eller bortfalder, hvis

  • 1) den ph.d.-studerende får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, bortset fra uddannelsesstøtte efter afsnit I i denne lov,

  • 2) den ph.d.-studerende har lønnet arbejde ved siden af studiet uden for de rammer, stipendiegiver fastsætter efter § 54, nr. 4,

  • 3) den ph.d.-studerende afbryder ph.d.-studiet,

  • 4) indskrivningen ophører, eller når

  • 5) den ph.d.-studerende opnår kandidatgrad.

Stk. 3 Ph.d.-stipendiet bortfalder desuden, hvis en ph.d.-studerende, der er indskrevet til et ph.d.-studium i udlandet, ikke er studieaktiv eller kvalificeret til at gennemføre studiet.

§ 48

Ph.d.-stipendium efter § 47, stk. 1, kan gives af den uddannelsesinstitution i Danmark, hvor den ph.d.-studerende er indskrevet. Hvis den ph.d.-studerende er indskrevet ved en udenlandsk uddannelsesinstitution, kan stipendium efter § 47, stk. 1, gives af Forskerakademiet eller Rektorkollegiets Sekretariat.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan bestemme, at andre institutioner, råd m.v. kan give SU-ph.d.-stipendium. Bekendtgørelse om SU-ph.d.-stipendium

§ 49

Ph.d.-stipendiet gives som en eller flere stipendierater pr. kalendermåned (støttemåned) i et kalenderår (støtteåret), og desuden som supplerende ph.d.-stipendium efter § 52.

Stk. 2 En stipendierate svarer til det månedlige stipendium med udeboendesats efter afsnit I i denne lov.

Stk. 3 Stipendiegiver fastsætter, hvor mange tildelte stipendierater en ph.d.-studerende får udbetalt på de enkelte dele af studiet. Der kan ikke udbetales mindre end én stipendierate pr. måned, jf. dog § 52. Udbetaling af stipendierater sker månedsvis forud.

Stk. 4 Stipendierater udbetales tidligst fra den måned, stipendiegiver tildeler stipendiet, og tidligst fra den måned, ph.d.-studiet efter indskrivningen begynder.

§ 50

Der kan i alt gives op til 48 stipendierater til ph.d.-studier, der påbegyndes før opnåelse af kandidatgrad. Herudover kan der dog gives supplerende stipendierater efter § 51 og supplerende ph.d.-stipendium efter § 52.

Stk. 2 Til ph.d.-studerende, der kun indskrives til dele af ph.d.-studiet, gives stipendierater til de dele af studiet, der gennemgås. Antallet af stipendierater efter stk. 1 nedsættes med 2 stipendierater for hver måned, studietiden er nedsat.

Stk. 3 Stipendiegiver kan nedsætte antallet af stipendierater efter stk. 1 og 2 i det omfang, den ph.d.-studerende fra anden side har modtaget bindende tilsagn om støtte, der ikke er omfattet af § 47, stk. 2, nr. 1, eller løn til studiet.

§ 51

En ph.d.-studerende kan få supplerende stipendierater ved fravær fra ph.d.-studiet på grund af sygdom, hvis studiet forsinkes på grund af sygdommen. Den studerende kan højst få supplerende stipendierater for 4 måneders fravær inden for en sammenhængende periode på 12 måneder.

Stk. 2 En ph.d.-studerende får i forbindelse med fødsel eller adoption supplerende stipendierater i indtil 9 måneder. Den ph.d.-studerende, der er enlig forsørger, får dog efter ansøgning supplerende stipendierater i indtil 12 måneder. Bekendtgørelse om SU-ph.d.-stipendium

Stk. 3 En forælder kan overføre indtil 3 af de supplerende stipendierater til den anden forælder, hvis den anden forælder har ret til ph.d.-stipendium. Dette gælder dog ikke, hvis den ene forælder har fået 12 ekstra stipendierater, jf. stk. 2, 2. pkt.

Stk. 4 For hver måned efter stk. 1-3 får den ph.d.-studerende et antal stipendierater, der svarer til det antal månedlige stipendierater, der blev udbetalt umiddelbart før fraværet på grund af sygdom eller udbetalt umiddelbart før fødslen eller adoptionen. Den studerende kan dog højst få 2 stipendierater pr. måned.

Stk. 5 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de supplerende stipendierater. Bekendtgørelse om SU-ph.d.-stipendium

§ 52

En ph.d.-studerende, der får ph.d.-stipendium, kan få supplerende ph.d-stipendium i forbindelse med studierejser i Danmark og i udlandet, hvis studierejserne indgår som en del af ph.d.-studiet, og hvis rejseudgifterne afholdes af stipendiegiver og er indkomstskattepligtige for den ph.d.-studerende.

Stk. 2 Det supplerende stipendium svarer til rejseudgifterne.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om det supplerende stipendium, herunder om udbetalingen og om, at det supplerende stipendium kan eller skal gives af den uddannelsesinstitution, hvor den ph.d.-studerende er indskrevet til ph.d.-studiet, selv om uddannelsesinstitutionen ikke er stipendiegiver. Bekendtgørelse om SU-ph.d.-stipendium

Stk. 4 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke rejseudgifter der kan medføre supplerende stipendium. Bekendtgørelse om SU-ph.d.-stipendium

§ 53

Den ph.d.-studerende oplyser stipendiegiver om:

  • 1) Navn, adresse, personnummer og statsborgerskab.

  • 2) Lønnet arbejde ved siden af ph.d.-studiet.

  • 3) Bindende tilsagn om

    • a) offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, bortset fra uddannelsesstøtte efter afsnit I i denne lov,

    • b) støtte i øvrigt til studiet eller

    • c) løn til studiet.

  • 4) Afbrydelse af studiet.

  • 5) Antal ph.d.-stipendierater, som den ph.d.-studerende tidligere har fået udbetalt af en anden stipendiegiver.

Stk. 2 Den ph.d.-studerende skal efter stipendiegivers anmodning dokumentere, at fravær fra ph.d.-studiet skyldes sygdom, eller dokumentere fødsel eller adoption.

§ 54

Stipendiegiver bestemmer:

  • 1) Indhold og udformning af ansøgninger, herunder ansøgninger i elektronisk form, dokumentation m.v.

  • 2) Frister for aflevering af ansøgninger, dokumentation m.v.

  • 3) Hvordan stipendiet udbetales.

  • 4) Rammerne for de studerendes lønnede arbejde ved siden af ph.d.-studiet.

  • 5) Hvilke oplysninger m.v. der gives skriftligt eller i elektronisk form.

§ 55

Stipendiegiver kan hos offentlige myndigheder og private institutioner indhente oplysninger til brug ved afgørelsen af, om en ansøger er berettiget til ph.d.-stipendium. Stipendiegiver kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk form.

§ 56

Stipendiegiver giver ved hvert støtteårs udløb styrelsen følgende oplysninger om ph.d.-studerende, der har modtaget SU-ph.d.-stipendium i støtteåret:

  • 1) Den ph.d.-studerendes navn og personnummer.

  • 2) Det antal ph.d.-stipendierater, der er udbetalt i støtteåret.

  • 3) Beløb, den ph.d.-studerende har fået udbetalt som supplerende ph.d.-stipendium efter § 52.

Stk. 2 Styrelsen kan fastsætte frister for indsendelse af oplysninger efter stk. 1.

Stk. 3 Styrelsen kan bestemme, at oplysninger, der skal gives til styrelsen, gives i elektronisk form.

§ 57

Når den uddannelsesinstitution, hvor den ph.d.-studerende er indskrevet til ph.d.-studiet, ikke er stipendiegiver, skal institutionen give oplysning til stipendiegiver, hvis

  • 1) den ph.d.-studerendes indskrivning ophører,

  • 2) den studerende afbryder studiet eller

  • 3) den studerende er fraværende fra studiet på grund af sygdom, fødsel eller adoption.

§ 57a

Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem den ph.d.-studerende og stipendiegiveren, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation, bl.a. i forbindelse med ansøgninger om SU-ph.d.-stipendium og afgivelse af oplysninger, jf. § 54, nr. 1 og 5.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem stipendiegiveren og uddannelsesinstitutionen eller styrelsen. Uddannelses- og forskningsministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af digital signatur eller anden sikker identifikation, bl.a. i forbindelse med afgivelse af oplysninger efter §§ 56 og 57.

§ 58

Stipendierater, den ph.d.-studerende har modtaget, skal tilbagebetales, hvis den studerende har tilsidesat oplysningspligten efter § 53, stk. 1, eller i øvrigt har modtaget stipendierater mod bedre vidende.

Stk. 2 Stipendiegiver kan indgå aftale om afdragsvis tilbagebetaling. Afdragsordningen bortfalder, hvis ydelserne trods påkrav udebliver.

Stk. 3 Det til enhver tid skyldige beløb forrentes med en årlig rente, der svarer til den, der følger af renteloven. Renten tilskrives en gang om året.

§ 59

Stipendiegiver træffer afgørelse i alle spørgsmål i forbindelse med tildeling og udbetaling af ph.d.-stipendium. Stipendiegivers afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 60

(Ophævet)