Straffuldbyrdelsesloven § 50a

Denne konsoliderede version af straffuldbyrdelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Lov nr. 432 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023,
som ændret ved lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 331 af 28. marts 2023 og lov nr. 1552 af 12. december 2023

§ 50a

Kriminalforsorgen bestemmer, om indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfængsel, jf. dog stk. 5, når

  • 1) en tredjedel af straffen er udstået,

  • 2) der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen og

  • 3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.

Stk. 2 Udstationering efter stk. 1 kan tidligst ske 8 måneder før forventet prøveløsladelse.

Stk. 3 Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 forudsætter, at der er sikret den indsatte passende beskæftigelse og underhold.

Stk. 4 Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 forudsætter desuden, at den indsattes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at udstationeringen kan gennemføres, og at personer over 18 år, der har samme bopæl som den indsatte, meddeler samtykke dertil.

Stk. 5 Indsatte, der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216, kan ikke udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1.

Stk. 6 § 46, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.