Straffuldbyrdelsesloven Kapitel 18

Denne konsoliderede version af straffuldbyrdelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Lov nr. 432 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023,
som ændret ved lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 331 af 28. marts 2023 og lov nr. 1552 af 12. december 2023

Kapitel 18 1 Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste
§ 101

Vilkår om samfundstjeneste, der er fastsat efter straffelovens § 63, gennemføres af kriminalforsorgen.

Stk. 2 Vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal udføre ulønnet arbejde i private virksomheder eller institutioner og organisationer, som er offentlige eller offentligt støttede eller har almennyttige formål, eller deltage i behandlings- eller uddannelsesprogram i det fastsatte antal timer inden for den udmålte længstetid. Mindst to tredjedele af det fastsatte antal timer skal gennemføres som ulønnet arbejde.

Stk. 3 Samfundstjenesten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 4 Kriminalforsorgsområdet træffer bestemmelse om arbejdsstedet, hvor det ulønnede arbejde skal udføres, og om den dømtes eventuelle deltagelse i behandlings- eller uddannelsesprogram som en del af samfundstjenesten. Den dømte skal i øvrigt overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennemførelsen af samfundstjenesten.

§ 102

Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste, herunder om erstatning for følger af ulykkestilfælde m.v. under udførelse af samfundstjeneste. Bekendtgørelse om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v. Tilsynsbekendtgørelsen

Vilkårsovertrædelse
§ 103

Kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den dømte udfører den fastsatte samfundstjeneste.

Stk. 2 Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal kriminalforsorgen give den pågældende pålæg om at overholde vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, afgives indberetning til anklagemyndigheden.

Stk. 3 Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste. Bekendtgørelse om kriminalforsorgens reaktioner ved overtrædelse af vilkår fastsat ved prøveløsladelse, betinget dom m.v.

Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
§ 104

§§ 94-100 finder tilsvarende anvendelse på gennemførelse af vilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57.