Straffeloven § 86

Denne konsoliderede version af straffeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 126 af 15. april 1930,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 486 af 13. maj 2023, lov nr. 741 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1554 af 12. december 2023 og lov nr. 1786 af 28. december 2023

§ 86

Har den dømte været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse, afkortes et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, frihedsberøvelsen eller indlæggelsen har varet, i den idømte fængselsstraf. Frihedsberøvelser, der ikke har varet i mindst 24 timer, medfører ikke afkortning. Har den dømte under frihedsberøvelsen været isoleret efter rettens bestemmelse, afkortes yderligere et antal dage svarende til en dag for hvert påbegyndt tidsrum af 3 døgn, hvor den dømte har været isoleret. Dommen skal indeholde oplysning om varigheden af frihedsberøvelser, indlæggelser og isolation, der medfører afkortning. Retten kan undtagelsesvis bestemme, at hele straffen skal anses for udstået, selv om den idømte straf er længere end den tid, hvori den dømte har været frihedsberøvet eller indlagt. Hvis en anke afvises eller frafaldes, træffes en sådan afgørelse ved beslutning af den overordnede ret. Er bødestraf idømt, skal det i dommen bestemmes, at bøden eller en del af denne skal anses for udstået.

Stk. 2 Ved dom efter § 58, stk. 1, skal afkortning ske i den ubetingede del af straffen. Det kan dog i dommen bestemmes, at afkortning ikke eller kun delvis skal ske i den ubetingede del af straffen.

Stk. 3 Er samfundstjeneste idømt, skal afkortning, der ikke efter stk. 2 sker i en eventuel ubetinget del af straffen, ske forholdsmæssigt i det idømte antal timers samfundstjeneste.

Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 1-3 finder også anvendelse ved retsafgørelser efter § 60, stk. 1, nr. 3, eller § 66, stk. 1, nr. 1, i tilfælde, hvor den betinget dømte før afgørelsen har været anholdt eller varetægtsfængslet.

Stk. 5 Har den dømte været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse i udlandet, bestemmer retten, i hvilket omfang der skal ske afkortning i den idømte straf.

Stk. 6 Bestemmelserne i stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for personer, der indsættes til afsoning af fængselsstraf efter at have været anholdt eller varetægtsfængslet på grund af overtrædelse af vilkår for benådning eller prøveløsladelse.