Straffeloven § 296

Denne konsoliderede version af straffeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 126 af 15. april 1930,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 486 af 13. maj 2023, lov nr. 741 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1554 af 12. december 2023 og lov nr. 1786 af 28. december 2023

§ 296

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, som

  • 1) udspreder urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på finansielle instrumenter eller tilsvarende aktiver kan påvirkes væsentligt,

  • 2) giver urigtige eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold

    • a) i offentlige meddelelser om økonomiske forhold,

    • b) i lovpligtige regnskaber,

    • c) i beretninger, regnskaber eller erklæringer til generalforsamling eller lignende organ eller den juridiske persons ledelse,

    • d) ved anmeldelse til en registreringsmyndighed eller

    • e) i udbudsmateriale vedrørende den juridiske persons stiftelse eller kapitaludvidelse samt vedrørende salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible obligationer,

  • 3) groft overtræder den for en juridisk person gældende lovgivning vedrørende

    • a) kapitaltilførsel eller

    • b) anvendelse af den juridiske persons midler,

  • 4) groft undlader at opfylde krav i den for en juridisk person gældende lovgivning om

    • a) førelse af forhandlingsprotokoller,

    • b) førelse af fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele eller

    • c) handlepligter ved konstateret kapitaltab.

Stk. 2 Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen for overtrædelse af stk. 1, nr. 1, stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor forbrydelsen er begået af flere i forening, hvor der er opnået eller tilsigtet betydelig vinding, eller hvor et større antal forbrydelser er begået.

Stk. 3 Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.