Strafberegningsbekendtgørelsen Kapitel 2

Denne konsoliderede version af strafberegningsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om beregning af straffetiden m.v.

Bekendtgørelse nr. 411 af 09. april 2015,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 411 af 09. april 2015

Kapitel 2 Opgørelse af antallet af dage, der medfører afkortning
§ 5

Har den dømte i anledning af sagen været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse, opgøres det antal dage, som efter reglerne i straffelovens § 86 skal afkortes i straffen. Opgørelsen sker efter reglerne i stk. 2-6. Er der truffet bestemmelse om, at der i anledning af frihedsberøvelse af den dømte i en anden sag skal ske afkortning ved strafeftergivelse, giver Direktoratet for Kriminalforsorgen kriminalforsorgsområdet meddelelse om, hvilken straf afkortningen angår, og antallet af dage, der skal afkortes.

Stk. 2 Opgørelse af antallet af afkortningsdage skal ske på grundlag af oplysningerne i dommen om varigheden af frihedsberøvelser, indlæggelser og isolation, der medfører afkortning, jf. straffelovens § 86, stk. 1, 3. pkt. Er straffen fastsat som fællesstraf, skal tillige medtages oplysningerne om varigheden af frihedsberøvelser, indlæggelser og isolation fra tidligere betingede domme, som omfattes af fællesstraffen.

Stk. 3 Antallet af afkortningsdage tælles fra og med den dag, anholdelsen, fængslingen eller indlæggelsen er sket, til og med den dag, hvor denne er bragt til ophør. Fortsætter frihedsberøvelsen eller indlæggelsen senere samme dag, som den blev bragt til ophør, anses dette som en sammenhængende periode. Er den dømte varetægtsfængslet efter endelig dom, opgøres antallet af dage kun til og med dagen før, fuldbyrdelsen af fængselsstraffen anses for påbegyndt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 14, stk. 2.

Stk. 4 Har den dømte været isoleret efter rettens bestemmelse, skal der til det opgjorte antal afkortningsdage i henhold til stk. 3, lægges yderligere én dag for den første isolationsdag, samt yderligere en dag for hver efterfølgende 3-dages periode, anbringelsen i isolation har varet.

Stk. 5 Det samlede antal dage, opgjort efter stk. 3 og 4, er de afkortningsdage, som skal medtages i beregningen, jf. §§ 11-16.

Stk. 6 Antallet af afkortningsdage opgøres særskilt for hver straf, som den dømte skal udstå.

§ 6

Hvis der under straffens udståelse skal ske (yderligere) fradrag, fordi den dømte anholdes, varetægtsfængsles eller indlægges til mentalundersøgelse i en anden sag, og påtale opgives, eller den pågældende frifindes, jf. straffuldbyrdelseslovens § 18, stk. 2, skal der ske en omberegning af straffetiden.

Stk. 2 Til brug for omberegningen foretages en ny opgørelse af antallet af afkortningsdage. Til de opgjorte afkortningsdage, jf. § 5 og § 7, lægges et antal dage svarende til den tid, frihedsberøvelsen eller indlæggelsen har varet, opgjort fra og med den dag, straffuldbyrdelsen blev afbrudt, og til og med den dag, straffuldbyrdelsen genoptages, forhøjet med 50 procent og oprundet til det nærmeste hele antal dage. Udstår den dømte flere tidsbestemte fængselsstraffe, jf. § 8, skal afkortning ske i den senest idømte straf.

Stk. 3 De samlede antal dage, opgjort efter § 5, § 6, stk. 2, og § 7, er herefter de afkortningsdage, som skal medtages i den nye beregning.

Stk. 4 Antallet af afkortningsdage skal fortsat opgøres særskilt for hver straf, som den dømte skal udstå.

§ 7

Hvis der under straffens udståelse skal ske (yderligere) fradrag, fordi den dømte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle, sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, jf. straffuldbyrdelseslovens § 18, stk. 3, skal der ligeledes ske en omberegning af straffetiden.

Stk. 2 Til brug for omberegningen foretages en ny opgørelse af antallet af afkortningsdage. Til de opgjorte afkortningsdage, jf. § 5 og § 6, lægges et antal dage svarende til halvdelen, oprundet til det nærmeste hele antal dage, af det antal døgn, indgrebet har varet, opgjort fra og med dagen, hvor indgrebet er påbegyndt, til og med dagen, hvor indgrebet er bragt til ophør. Udstår den dømte flere tidsbestemte fængselsstraffe, jf. § 8, skal afkortning ske i den senest idømte straf forud for indgrebet.

Stk. 3 De samlede antal dage, opgjort efter § 5, § 6 og § 7, stk. 2, er herefter de afkortningsdage, som skal medtages i den nye beregning.

Stk. 4 Antallet af afkortningsdage skal fortsat opgøres særskilt for hver straf, som den dømte skal udstå.

Stk. 5 Opgørelse af afkortningsdage som nævnt i stk. 1-4 må først foretages, når der er truffet afgørelse om, at det pågældende indgreb var uforskyldt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 106 og § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om behandlingen af krav fra dømte og varetægtsarrestanter om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelse af straf m.v.