Lov om visse naturskader § 2

Denne konsoliderede version af lov om visse naturskader er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 349 af 17. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1184 af 15. august 2022

§ 2

Ved stormflod forstås oversvømmelse som følge af en ekstremt høj vandstand i havet, der statistisk indtræffer sjældnere end hvert 20. år.

Stk. 2 Ved oversvømmelse fra vandløb og søer forstås oversvømmelse som følge af en ekstremt høj vandstand i vandløb og søer, der forventes statistisk at ville indtræffe sjældnere end hvert 20. år.

Stk. 3 Ved tørke forstås kraftig udtørring af den ikke-overfladiske jordbund.

Stk. 4 Ved stormfald forstås:

  • 1) Stormfald i en landsdel: Hvis der i en landsdel ved kraftig vindpåvirkning er væltet eller knækket træer svarende til mindst 1 års hugst i den ramte landsdel.

  • 2) Stormfald i hele landet: Hvis der i en eller flere landsdele ved kraftig vindpåvirkning tilsammen er væltet eller knækket mindst 1 mio. m³ træ.

Stk. 5 Ved en landsdel, jf. stk. 4, forstås et område som defineret ved Danmarks Statistiks NUTS III-kode.

Stk. 6 Efter forhandling med miljøministeren kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om vurderingen af, om oversvømmelser fra vandløb og søer er omfattet af § 2, stk. 2. Bekendtgørelse om erstatning for skader forårsaget af stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer og tørke

Stk. 7 Afgørelse af, om der har været stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer eller stormfald i et område på et givet tidspunkt, træffes af Naturskaderådet, jf. § 21, efter udtalelse fra Danmarks Meteorologiske Institut og Kystdirektoratet, for så vidt angår afgørelse af, om der har været stormflod, og Miljøministeriet, for så vidt angår afgørelse af, om der har været oversvømmelse fra vandløb og søer eller stormfald. Afgørelse af, om der har været tørke, træffes af Naturskaderådet ud fra en uvildig undersøgelse af forholdene på skadesstedet.

Stk. 8 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og udførelsen af den uvildige undersøgelse af skadesstedet, jf. stk. 7. Bekendtgørelse om erstatning for skader forårsaget af stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer og tørke