Spilleloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af spilleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om spil

Lov nr. 848 af 01. juli 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1303 af 04. september 2020,
som ændret ved lov nr. 650 af 08. juni 2016, lov nr. 533 af 27. marts 2021 og lov nr. 375 af 28. marts 2022

Kapitel 12 1 Straffebestemmelser
§ 59

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt udbyder eller arrangerer spil her i landet uden tilladelse efter denne lov.

Stk. 2 Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt formidler deltagelse i spil uden tilladelse, jf. stk. 1.

Stk. 3 Under skærpende omstændigheder, herunder navnlig i gentagelsestilfælde, eller når lovovertrædelsen har haft særlig omfattende karakter, kan straffen efter stk. 1 stige til fængsel i 1 år.

Stk. 4 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, der udbyder pyramidespil, jf. § 24, med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år. Strafansvaret efter 1. pkt. gælder også for udbud, der finder sted i udlandet, i det omfang udbyderen og de personer, spillet udbydes til, er bosat i Danmark.

Stk. 5 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

§ 60

I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne. Bekendtgørelse om onlinekasino Bekendtgørelse om landbaserede kasinoer

§ 61

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 62

Ved udmåling af bødestraf i henhold til § 59, stk. 1, 2, 4 og 5, skal der ud over de almindelige principper i straffeloven tages hensyn til virksomhedens omsætning. Ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, skal der tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

§ 63

Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre en højere straf end bøde, kan skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om krav til indholdet af anklageskrifter og om ikke at have pligt til at udtale sig tilsvarende anvendelse.

§ 64

Spillemyndigheden kan i umiddelbar forlængelse af en bødevedtagelse eller idømt straf for overtrædelse af denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør af denne lov eller af vilkår for tilladelsen fastsætte nye vilkår eller ændre allerede fastsatte vilkår for tilladelsen, hvis dette er nødvendigt for at forebygge yderligere overtrædelser.

§ 65

Betalingsformidling af indsatser og gevinster til og fra en ulovlig spiludbyder samt transmission af information på et kommunikationsnet til et ulovligt spilsystem er ikke tilladt.