Sømandsloven § 18a

Denne konsoliderede version af sømandsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.

Lov nr. 420 af 13. juni 1973,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018,
som ændret ved lov nr. 251 af 30. marts 2011 og lov nr. 501 af 16. maj 2023

3 a. Den søfarendes ret til at fratræde tjenesten ved krigsfare m.v. og rederens pligt til at drage omsorg for de søfarende ved fare for sørøveri
§ 18a

Den søfarende har ret til at fratræde tjenesten om bord straks og ellers i første havn eller red, skibet anløber, hvis skibet inden afgang fra havn får ordre til at sejle til et område, hvor

  • 1) der er fare for, at skibet vil blive opbragt af krigsførende, udsat for krigsskade eller en faretruende situation, der kan ligestilles hermed, eller

  • 2) sådan fare er blevet væsentlig forøget.

Stk. 2 Hvis skibet efter afgang fra havn får ordre til at sejle til et område som nævnt i stk. 1, nr. 1, har den søfarende altid ret til at fratræde tjenesten om bord.

Stk. 3 Hvis der efter skibets afgang fra sidste havn opstår en situation som nævnt i stk. 1, nr. 2, har den søfarende ret til at fratræde tjenesten om bord, såfremt der af anden grund etableres forbindelse med land.

Stk. 4 Det påhviler skibsføreren ved opslag eller på anden måde at gøre besætningen bekendt med skibets rejseplan og med ændringer heri.

Stk. 5 Krav om at fratræde tjenesten om bord skal fremsættes snarest efter, at den søfarende har fået kundskab om forholdet.