Søloven § 15

Denne konsoliderede version af søloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 170 af 16. marts 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 29. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 599 af 24. juni 2005, lov nr. 526 af 07. juni 2006, lov nr. 1563 af 20. december 2006, lov nr. 249 af 21. marts 2012, lov nr. 1384 af 23. december 2012 og lov nr. 618 af 12. juni 2013

§ 15

Er et skib erhvervet fra udlandet, eller begæres det optaget i medfør af § 2, skal der tillige tilvejebringes attest fra den udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet ikke er optaget i vedkommende udenlandske skibsregister eller skibsbygningsregister, eller at det vil blive udslettet af registret den dag, det godtgøres at være optaget i et andet lands skibsregister.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering med frist på grundlag af kopi af den attest, som er nævnt i stk. 1. I disse tilfælde indføres det anmeldte dokument om ejerforhold, pant m.v. foreløbigt i registeret. Dokumentet, der er registreret på grundlag af en kopi, og eventuelle efterfølgende registreringer, der er foretaget på baggrund heraf, slettes af registeret, hvis den originale attest ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist.

Stk. 3 Skibsregistrator kan i særlige tilfælde foretage registrering, selv om der ikke er tilvejebragt attest fra den udenlandske registreringsmyndighed. Registreringen kan dog kun ske, såfremt det land, fra hvilket skibet erhverves, eller i hvis skibsregister eller skibsbygningsregister det har været indført, hverken har tiltrådt den internationale konvention af 1967 om indførelse af visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre panterettigheder i skib eller den internationale konvention af 1967 om registrering af rettigheder i skibe under bygning.

Stk. 4 Er et skib erhvervet fra udlandet, eller begæres det optaget i medfør af § 2, skal panterettigheder, der er anført i den i stk. 1 omhandlede udslettelsesattest, eller hvis eksistens godtgøres af panthaveren, og som opfylder betingelserne i § 74, overføres til skibsregistret samtidig med skibets registrering. Erhvervsministeren fastsætter regler herom.