Socialtilsynsloven § 14

Denne konsoliderede version af socialtilsynsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om socialtilsyn

Lov nr. 608 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 01. juli 2022,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1532 af 12. december 2023, lov nr. 1544 af 12. december 2023 og lov nr. 217 af 05. marts 2024

Tilbuddenes bestyrelser
§ 14

Private tilbud, jf. § 12 b, skal have en bestyrelse, der opfylder betingelserne i stk. 2-4.

Stk. 2 Flertallet af bestyrelsens medlemmer skal være uafhængige af tilbuddets leder.

Stk. 3 Følgende personer må ikke tilsammen udgøre flertallet i bestyrelsen:

  • 1) Personer, der udlejer ejendomme, andre større aktiver eller personale til tilbuddet.

  • 2) Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme, andre større aktiver eller personale til tilbuddet, eller personer med bestemmende indflydelse i disse fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder.

  • 3) Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for personer, jf. nr. 1, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

  • 4) Ansatte i ledende stillinger hos personer, jf. nr. 1, eller i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

Stk. 4 Tilbuddets medarbejdere skal være repræsenteret med mindst 1 medlem i bestyrelsen, som vælges af og blandt tilbuddets medarbejdere. Dette bestyrelsesmedlem er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis tilbuddets medarbejdere har valgt medarbejderrepræsentanter i henhold til selskabsloven og regler udstedt i medfør heraf om medarbejderrepræsentation.

Stk. 5 Tilbuddets leder må ikke have stemmeret i bestyrelsen.