Skifteloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af skifteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ægtefælleskifte m.v.

Lov nr. 594 af 14. juni 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1808 af 03. september 2021

Kapitel 5 1 Omkostninger
Sikkerhed for boomkostningerne
§ 37

Den, der har anmodet om henvisning til bobehandler, skal efter skifterettens bestemmelse stille sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling.

Stk. 2 Skifteretten kan helt eller delvis fritage for sikkerhedsstillelse, hvis ægtefællen ikke kan stille sikkerheden. Det er en betingelse, at det skønnes, at den pågældende vil få et boslodskrav, der er tilstrækkeligt til at dække udgifterne.

Stk. 3 Stilles den krævede sikkerhed ikke, afviser skifteretten sagen.

Forhøjelse af sikkerhedsstillelsen
§ 38

Bobehandleren skal underrette skifteretten, hvis der opstår behov for at forhøje sikkerhedsstillelsen, jf. § 37.

Sikkerhed for visse sagsbehandlingsskridt
§ 39

Skifteretten kan bestemme, at en ægtefælle skal stille sikkerhed for omkostningerne ved et sagsbehandlingsskridt, som denne anmoder om.

Stk. 2 Stilles sikkerheden ikke, betragtes anmodningen som bortfaldet.

Bobehandlerens salær
§ 40

En bobehandler må ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Stk. 2 Hvis en ægtefælle har fri proces, kan denne ægtefælles andel af bobehandlerens salær højst omfatte det antal timer, skifteretten har fastsat. Retsplejelovens § 334, stk. 5, 1. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Acontosalær
§ 41

Acontosalær til bobehandleren kan udbetales med skifterettens godkendelse, hvis særlige grunde, herunder boets beskaffenhed eller behandlingstid, taler for det.

Fordeling af boomkostninger
§ 42

Boomkostninger, herunder bobehandlerens salær, deles ligeligt mellem ægtefællerne. Har en ægtefælle på uforsvarlig måde givet anledning til en større del af udgifterne, pålægger skifteretten denne en større del af omkostningerne.

Advokatomkostninger
§ 43

Skifteretten kan efter anmodning pålægge en ægtefælle at erstatte den anden ægtefælles udgifter til advokatbistand, hvis ganske særlige grunde taler for det.

Hæftelse
§ 44

En ægtefælle hæfter subsidiært for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostninger i forbindelse med skiftet.

Stk. 2 En ægtefælle kan modregne det beløb, som den subsidiære hæftelse indebærer, i den anden ægtefælles lod i boet.