Skibsbesætningsloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af skibsbesætningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skibes besætning

Lov nr. 15 af 13. januar 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 74 af 17. januar 2014,
som ændret ved lov nr. 400 af 02. maj 2016

Kapitel 10 1 Straffebestemmelser
§ 27

Med bøde straffes den, der overtræder § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 1, 2 eller 4, § 7, § 8, § 9, stk. 1 eller 3, § 10, stk. 1 eller 3, § 11, 2. eller 3. pkt., § 17 eller § 25, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller overtræder de i medfør af loven foretagne besætningsfastsættelser.

Stk. 2 Hvis rederen helt eller delvis har overladt sine forpligtelser efter § 25, stk. 1 eller 2, til andre organisationer, virksomheder eller personer, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for disse organisationer, virksomheder eller personer, hvis forpligtelserne ikke opfyldes.

Stk. 3 I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde, jf. dog § 28, stk. 5. Bekendtgørelse om opretholdelse af besætningsdata i handels- og fiskeskibe

§ 28

Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der overtræder § 25, stk. 1, nr. 3, 4 eller 5.

Stk. 2 Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

  • 1) voldt skade på unge mennesker under 18 år eller fremkaldt fare herfor eller

  • 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelse.

Stk. 3 Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, hvis andre organisationer eller personer opfylder visse af opgaverne eller pligterne på rederens eller skibsførerens vegne, jf. § 25, stk. 2 og 3.

Stk. 5 I forskrifter, der udstedes i medfør af § 25, stk. 4, i henhold til § 25, stk. 1, nr. 3-5, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel i indtil 1 år. Det kan endvidere bestemmes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.

§ 29

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 2 Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 1, anses personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet af andre end rederen, tillige for at være knyttet til rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden organisation eller person end rederen, anses skibsføreren og de søfarende tillige for at være knyttet til den, som dokumentet er udstedt til.