Skattekontrolloven-GAMMEL § 8H

Denne konsoliderede version af skattekontrolloven-GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2019

Skattekontrolloven

Lov nr. 392 af 12. juli 1946,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013,
som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, lov nr. 118 af 07. februar 2012, lov nr. 926 af 18. september 2012, lov nr. 1354 af 21. december 2012, lov nr. 649 af 12. juni 2013, lov nr. 1634 af 26. december 2013, lov nr. 528 af 28. maj 2014, lov nr. 1286 af 09. december 2014, lov nr. 1374 af 16. december 2014, lov nr. 1376 af 16. december 2014, lov nr. 739 af 01. juni 2015, lov nr. 1883 af 29. december 2015, lov nr. 1884 af 29. december 2015, lov nr. 1885 af 29. december 2015, lov nr. 430 af 18. maj 2016, lov nr. 624 af 08. juni 2016, lov nr. 652 af 08. juni 2016, lov nr. 1554 af 13. december 2016, lov nr. 473 af 17. maj 2017, lov nr. 1535 af 19. december 2017, lov nr. 1555 af 19. december 2017, lov nr. 1569 af 19. december 2017 og lov nr. 1682 af 26. december 2017

§ 8H

Banker, sparekasser, andelskasser, bankierer, vekselerere, advokater og andre, der modtager indskud, skal til brug ved skatteligningen hvert år uden opfordring give told- og skatteforvaltningen oplysning om størrelsen af ydede, tilskrevne eller opkrævede renter og andet afkast til de enkelte kontohavere i det foregående år, dato for rentetilskrivningen m.v. samt størrelsen af det indestående beløb ved udløbet af det foregående år. Skatteministeren kan bestemme, at tilsvarende oplysninger skal afgives af andre, der som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende en anden person.

Stk. 2 Indberetning efter stk. 1 skal indeholde oplysning om kontobetegnelse, herunder kontoens art, kontohaverens navn, adresse, personnummer (CPR-nr.), virksomhedsnummer (CVR-nr.) eller stamnummer for erhvervsvirksomhed (SE-nr.). Skatteministeren kan give nærmere regler vedrørende kontohavere, der hverken har personnummer eller arbejdsgivernummer.

Stk. 3 Oplysningspligten efter stk. 1 og 2 omfatter også konti m.v., der ophæves i løbet af året. For sådanne konti indberettes indestående ved ophævelsen.

Stk. 4 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelsen af oplysninger efter stk. 1-3. Når praktiske forhold taler derfor, og oplysningen har mindre betydning for skattekontrollen, kan skatteministeren fritage for eller lempe oplysningspligten efter stk. 1-3 for enkelte eller grupper af oplysningspligtige eller for visse kontoarter, ligesom han kan fastsætte en mindstegrænse for de beløb, der skal indberettes.

Stk. 5 For konti som nævnt i stk. 1 tilhørende personer, der er bosat eller opholder sig i udlandet, fastsætter skatteministeren nærmere regler.