Skattekontrolloven-GAMMEL § 7A

Denne konsoliderede version af skattekontrolloven-GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2019

Skattekontrolloven

Lov nr. 392 af 12. juli 1946,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013,
som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, lov nr. 118 af 07. februar 2012, lov nr. 926 af 18. september 2012, lov nr. 1354 af 21. december 2012, lov nr. 649 af 12. juni 2013, lov nr. 1634 af 26. december 2013, lov nr. 528 af 28. maj 2014, lov nr. 1286 af 09. december 2014, lov nr. 1374 af 16. december 2014, lov nr. 1376 af 16. december 2014, lov nr. 739 af 01. juni 2015, lov nr. 1883 af 29. december 2015, lov nr. 1884 af 29. december 2015, lov nr. 1885 af 29. december 2015, lov nr. 430 af 18. maj 2016, lov nr. 624 af 08. juni 2016, lov nr. 652 af 08. juni 2016, lov nr. 1554 af 13. december 2016, lov nr. 473 af 17. maj 2017, lov nr. 1535 af 19. december 2017, lov nr. 1555 af 19. december 2017, lov nr. 1569 af 19. december 2017 og lov nr. 1682 af 26. december 2017

§ 7A

Alle, der i en kalendermåned i deres virksomhed har foretaget udbetaling eller godskrivning af beløb m.v., der efter skatteministerens bestemmelse, jf. stk. 2, er omfattet af indberetningspligten, skal, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller om engangsbeløb m.v., hver måned uden opfordring foretage indberetning om beløb m.v. til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister §§ 3 og 4.

Stk. 2 Indberetningspligten omfatter efter skatteministerens bestemmelse, i det omfang beløbet ikke er A-indkomst:

  • 1) Honorar, provision og andet vederlag for personlig arbejds- eller tjenesteydelse, når beløbet er B-indkomst, herunder beløb, der er ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse. Tilsvarende gælder, når modtageren ikke er skattepligtig her til landet og vederlaget ikke er erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Er den, der udbetaler eller godskriver beløbet, ikke staten, en region eller en kommune, gælder 1. pkt. dog kun, hvis der ikke efter momsloven skal betales moms af beløbet.

  • 2) Vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, mønster, varemærke og lignende samt vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person.

  • 3) Gave- og legatbeløb som nævnt i ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 1.

  • 4) Gaver, gratialer, godtgørelser m.v. som nævnt i ligningslovens § 7 U, samt den del af sådanne beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til en pensionsordning for modtageren, jf. pensionsbeskatningslovens § 19, stk. 1.

  • 5) Vederlag som nævnt i ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 3.

  • 6) Ydelser som nævnt i kildeskattelovens § 43, stk. 2.

  • 7) Erstatning for arbejdsindtægt eller skattepligtig erstatning i øvrigt.

  • 8) Tilskud og de udgifter, tilskuddet skal dække, når tilskuddet er ydet af staten, en region eller en kommune.

  • 9) Ydelser som nævnt i ligningslovens § 7 K.

  • 10) Værdien af udnyttelse af en købe- eller tegningsret til aktier eller anparter, når retterne skal beskattes som nævnt i ligningslovens § 28, samt værdien af afståelse af sådanne rettigheder, når afståelsen er foretaget af den, der har modtaget købe‑ eller tegningsretten fra det selskab, der har ydet retten. Værdien opgøres på udnyttelses‑ henholdsvis afståelsestidspunktet. Er købe‑ eller tegningsretten ydet af et selskab i udlandet, der er koncernforbundet med det selskab her i landet, hvor den, der udnytter eller afstår retten, var ansat m.m. på det tidspunkt, hvor retten blev ydet, kan det selskab, hvor den pågældende var ansat m.m. på ydelsestidspunktet, pålægges indberetningspligten.

  • 11) Vederlag i form af en købe- eller tegningsret til aktier eller anparter, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt eller som valgt medlem af eller medhjælp for et selskabs bestyrelse, uden at vederlaget er omfattet af ligningslovens § 7 P eller skal beskattes som nævnt i ligningslovens § 28. Dette gælder også, når vederlaget er ydet af et selskab, der er koncernforbundet med det selskab, hvor erhververen er ansat m.m., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Er vederlaget ydet af et selskab i udlandet, der er koncernforbundet med det selskab her i landet, hvor erhververen er ansat m.m., kan det selskab, hvor erhververen er ansat m.m., pålægges indberetningspligten.

  • 12) Værdien af vederlag i form af aktier eller anparter, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt eller som valgt medlem af eller medhjælp for et selskabs bestyrelse, og som ikke er omfattet af ligningslovens § 7 P. Dette gælder også, når vederlaget er ydet af et selskab, der er koncernforbundet med det selskab, hvor erhververen er ansat m.m., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Værdien opgøres på erhvervelsestidspunktet. Er vederlaget ydet af et selskab i udlandet, der er koncernforbundet med det selskab her i landet, hvor erhververen er ansat m.m., kan det selskab, hvor erhververen er ansat m.m., pålægges indberetningspligten.

  • 13) Nettogevinstbeløb vedrørende udbetaling af spillegevinster fra personer, virksomheder eller foreninger m.v., som har bevilling til at afholde spil i medfør af §§ 7 og 8 i lov om offentligt hasardspil i turneringsform, i det omfang nettogevinsten overstiger 300 kr.

  • 14) Præmier og gevinster ydet af virksomheder i forbindelse med spil og konkurrencer som led i underholdningsprogrammer i elektroniske medier, hvor præmier og gevinster ikke er afgiftspligtige efter lov om afgifter af spil og gevinstens eller præmiens værdi overstiger 300 kr.

  • 15) Markering for, at der er indgået aftale om tildeling af vederlag i form af køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, der skal beskattes efter ligningslovens § 7 P.

Stk. 3 Alle, der i en kalendermåned som led i et ansættelses- eller aftaleforhold eller som led i valg til en tillidspost har ydet skattepligtige fordele som nævnt i ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, skal foretage indberetning herom til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister §§ 3 og 4, i det omfang skatteministeren fastsætter regler derom. Skatteministeren bestemmer i den forbindelse, om indberetningen tillige skal indeholde en værdiansættelse af fordelen, og i givet fald efter hvilke retningslinjer eller med hvilken værdi indberetningen skal foretages.

Stk. 4 Den, indberetningen vedrører, skal meddele den indberetningspligtige de oplysninger, som er nødvendige, for at den indberetningspligtige kan foretage indberetningen.

Stk. 5 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger efter stk. 4.

Stk. 6 § 7, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse.