Skattekontrolloven-GAMMEL Afsnit III

Denne konsoliderede version af skattekontrolloven-GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2019

Skattekontrolloven

Lov nr. 392 af 12. juli 1946,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013,
som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, lov nr. 118 af 07. februar 2012, lov nr. 926 af 18. september 2012, lov nr. 1354 af 21. december 2012, lov nr. 649 af 12. juni 2013, lov nr. 1634 af 26. december 2013, lov nr. 528 af 28. maj 2014, lov nr. 1286 af 09. december 2014, lov nr. 1374 af 16. december 2014, lov nr. 1376 af 16. december 2014, lov nr. 739 af 01. juni 2015, lov nr. 1883 af 29. december 2015, lov nr. 1884 af 29. december 2015, lov nr. 1885 af 29. december 2015, lov nr. 430 af 18. maj 2016, lov nr. 624 af 08. juni 2016, lov nr. 652 af 08. juni 2016, lov nr. 1554 af 13. december 2016, lov nr. 473 af 17. maj 2017, lov nr. 1535 af 19. december 2017, lov nr. 1555 af 19. december 2017, lov nr. 1569 af 19. december 2017 og lov nr. 1682 af 26. december 2017

Afsnit III

§ 13

Den, der med forsæt til at unddrage det offentlige skat, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse af, om en person er undergivet skattepligt, eller til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning, straffes for skattesvig med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289. På samme måde straffes medvirken til skattesvig, jf. straffelovens § 23.

Stk. 2 Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde.

§ 13A

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 11 A, stk. 1 eller 8, § 11 B, stk. 1, § 11 C, stk. 1, eller § 11 D, straffes med bøde. Det samme gælder den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at efterkomme et påbud efter § 11 A, stk. 8, § 11 B, stk. 8, eller § 11 C, stk. 7.

Stk. 2 Er overtrædelsen begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

§ 13B

Den, der som led i virksomhed forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2 Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde.

§ 13C

Den, der som led i virksomhed aftager varer eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser til rettidigt at selvangive vederlaget eller til rettidigt at afregne skyldig skat eller indeholdt skat eller arbejdsmarkedsbidrag, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 2 Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde.

§ 14

Med samme straf som anført i § 13 straffes den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved kontrollen med skatteligningen og skatteberegningen.

Stk. 2 Den, der, uden at forholdet omfattes af stk. 1, forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader rettidigt at opfylde en pligt, der påhviler ham i medfør af § 3 A, stk. 1-4 og 6 og 7, § 6, stk. 1-3, § 6 A, § 6 B, § 7, § 7 A, § 7 B, § 7 C, § 7 G, § 7 H, § 7 J, §§ 8 A-8 H, stk. 1-4, § 8 J, stk. 3, § 8 L, § 8 O, stk. 1§ 8 P, stk. 1, 2, 4 og 5, § 8 Q, stk. 1-3, § 8 R, stk. 3, § 8 S, § 8 T, stk. 1 og 3, § 8 U, stk. 1 og 3, regler udstedt i medfør af § 8 Å, stk. 1-3§ 9 A, § 9 B, § 10, § 10 A, stk. 1-3, § 10 B, stk. 1 og 2, eller § 11 straffes med bøde.

Stk. 3 Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at foretage genindberetning inden for den frist, som told- og skatteforvaltningen har meddelt efter § 9 A, stk. 3.

Stk. 4 Med bøde straffes den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om opfyldelse af betingelserne for anvendelse af § 3 B, stk. 6.

Stk. 5 Ved udmåling af bødestraf i henhold til stk. 2 og 3 vedrørende indberetninger til indkomstregisteret skal der tages hensyn til antal ansatte i den indberettende virksomhed.

Stk. 6 Ved udmåling af bødestraf i henhold til stk. 1 og 4 skal der tages hensyn til virksomhedens omsætning eller antal af ansatte. Det skal anses for en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af skattelovgivningen.

§ 15

Den, der, uden at forholdet omfattes af § 16, med forsæt til at undgå skatteansættelse undlader at indgive selvangivelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

§ 16

Skattepligtige, der uden at have selvangivet modtager meddelelse om ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat, skal, hvis ansættelsen er for lav, underrette told- og skatteforvaltningen herom inden 4 uger efter meddelelsens modtagelse. Fristen regnes dog tidligst fra udløbet af selvangivelsesfristen.

Stk. 2 Den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 3 Er overtrædelsen begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

§ 17

Med bøde straffes den, der undlader at opfylde pligten til at opbevare materiale efter de regler, som skatteministeren har fastsat efter § 3, stk. 3, samt efter § 6 A, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 2 Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme skatteministerens bestemmelser efter § 3 C, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 3 Med bøde straffes den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader rettidigt at indsende den skriftlige dokumentation, som der er pligt til at udarbejde efter § 3 B, stk. 56, 10 og 11, eller indhente revisorerklæring efter § 3 B, stk. 8.

Stk. 4 Ved udmåling af bødestraf i henhold til stk. 1-3 skal der tages hensyn til den økonomiske fordel af overtrædelsen. Det skal anses for en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af skattelovgivningen.

§ 18

Der kan pålægges selskaber (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 19

I sager om overtrædelse af §§ 13-18, der behandles administrativt, jf. § 20, finder § 752, stk. 1, i lov om rettens pleje tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 19A

I sager om overtrædelse af §§ 13, 15, 16 og 18 samt straffelovens § 289 kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89.

§ 20

Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indholdet af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 21

Har en person overtrådt  §§ 13, 15, 16 eller 18, jf. § 13 eller § 16, eller straffelovens § 289, og er strafansvaret forældet efter reglerne i sidstnævnte lovs §§ 93 og 94, påhviler det ham at betale en tillægsskat svarende til skatten af den udeholdte indtægt, medmindre overtrædelsen alene består i medvirken til en andens skatteunddragelse.

Stk. 2 Hvis en person ikke kan anerkende et krav om tillægsskat efter stk. 1, afgøres spørgsmålet under en sag i strafferetsplejens former.

§ 22

Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem skatteministeren og justitsministeren.

§ 23

(Ophævet)

§ 23A

Bøder i sager, der afgøres administrativt efter § 20, opkræves af told- og skatteforvaltningen.